Ugens nyheder: Eleverne snyder sig selv uden at vide det

Her er ugens nyhedsbrev om kunstig intelligens i uddannelse.

Nyhedsbrevet har ændret lidt karakter, så jeg nu fremhæver de vigtigste nyheder og linker til de øvrige i bunden. Ugens tema er mistillid: Hvad sker der på skolen, når selv de dygtige elever føler, at de skal bevise deres uskyld?

Et gymnasium med mistillid

Vi starter med historien om gymnasieeleven Anna Lorentzen, der er stået af toget på Nørreport på vej til første time. Før undervisningen overhovedet kommer i gang, falder den sætning, som hun efterhånden kan sige i kor med læreren: "Jeg har selvfølgelig tillid til jer, meeeeen jeg ved jo ikke, hvad I laver derhjemme."

I et debatindlæg i Politiken beskriver hun, hvordan hun nu tænker over, om hendes tekst lyder for god, eller om hun har brugt et ord, som lyder for voksent. Hun har ikke snydt, men alligevel føler hun, at hun skal dokumentere sin uskyld, før hun overhovedet er blevet mistænkt.

Læs hendes tanker om, hvordan det er at være en dygtig elev i den danske gymnasieskole:

Nye tal fra SDU giver en del af svaret

Professor Ane Qvortrup har fremlagt de foreløbige resultater fra en stor undersøgelse med knap 6.000 elevbesvarelser: 37 procent af eleverne har svært ved at komme i gang uden AI, og 46 procent oplever, at deres AI-assisterede tekster fremstår selvstændige og originale. Kun 17 procent mener, at værktøjerne står i vejen for deres læring.

I artiklen konstaterer Ane Qvortrup, at eleverne ikke blot snyder deres lærere, men også sig selv uden at vide det. Det opdager de først, når det kommer som et chok til eksamen. Samtidig advarer hun mod mere snyderetorik og flere tests, fordi det nedbryder netop den tillidsbaserede relation mellem lærer og elev, som al god undervisning hviler på.

Rapporten afleveres til STUK i september, og både Gymnasieskolen og Uddannelsesmonitor har skrevet om de foreløbige resultater:

Hvordan føles mistilliden i praksis?

Oscar Tønsberg Hoffmann er ny forperson for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning og en del af årgang 2026, de første studenter med AI ved hånden fra 1.g til sidste eksamen.

I 2.g gav hans yndlingslærer ham −3 for en biologiopgave, han selv havde skrevet. Han fik medhold hos ledelsen, men beskriver episoden som et grundlæggende tillidsbrud. Derfor efterlyser DGS nu klare regler for, hvornår AI må bruges, hvordan brugen skal deklareres, og hvad der skal ske ved mistanke om snyd.

KU lancerer stor AI-satsning på 110 millioner kroner

Mens gymnasiet kæmper med tilliden mellem lærer og elev, ruster Københavns Universitet sig til den nye virkelighed. Universitetet investerer 110 millioner kroner i en samlet AI-satsning og udnævner professor Morten Axel Pedersen til viceprorektor for AI.

Rektor David Dreyer Lassen kalder AI et organisationschok og fremhæver, at universiteternes evne til at verificere viden og uddanne mennesker med faglig dømmekraft bliver endnu vigtigere, når det bliver lettere end nogensinde at producere store mængder indhold. Med andre ord: Når teksten ikke længere beviser noget, bliver dømmekraften det, som skal bære.

Læs mere om KU's initiativ her:

Big Tech har fået indflydelse på amerikanske skoler

Spørgsmålet om, hvem vi kan stole på, rækker dog langt ud over de danske institutioner. The New York Times bragte i sidste uge en ret interessant artikel om, hvordan Google, Microsoft og andre teknologivirksomheder gennem penge, gratis produkter og læreruddannelse har fået indflydelse på næsten alle led i den amerikanske uddannelseskæde.

Den amerikanske lærerforening AFT har modtaget 23 millioner dollars fra Microsoft, OpenAI og Anthropic til AI-undervisning for lærere, og Chromebooks udgjorde sidste år 59 procent af de mobile enheder, som blev leveret til amerikanske skoler.

Det rejser spørgsmålet om datasuverænitet, som også fylder herhjemme. For hvad betyder det, at Big Tech får mere og mere magt i undervisningen?

Det leder frem til ugens kommentar, hvor jeg skriver om forskellen på kontrol og rammer, og om hvorfor kontrollen rammer de forkerte.

God læselyst med nyhedsbrevet.

Ugens kommentar: Tilliden er det, vi ikke kan kontrollere os til

I de knap fire år, hvor generativ AI har været en del af undervisningssektoren, er tilliden blevet sat på prøve hos både lærere og elever. Det så vi eksempelvis, da Oscar Tønsberg Hoffmann fik −3 for en biologiopgave, han selv havde skrevet, og måtte kæmpe for at overbevise skolen om, at han havde lavet den. Han fik medhold hos ledelsen, men tilliden til hans yndlingslærer var brudt.

Mistilliden betyder også, at elever som Anna Lorentzen hele tiden forsøger at omskrive deres tekster af frygt for, at de lyder for meget som AI eller for voksne. Eleverne holder igen med at øve sig i sproget, begå fejl og nørde med sætninger, fordi det at være for dygtig er blevet mistænkeligt. Denne mistillid rammer alle dem, som prøver, men ikke dem, som snyder. For dem, som virkelig vil snyde, findes der både systemer til at omskrive teksten og til at fjerne de vandmærker, som nogle AI-værktøjer indlejrer.

Ane Qvortrups tal viser, at problemet går begge veje. Elever, som ikke bruger AI, føler sig snydt, fordi andre får højere karakterer med maskinens hjælp. Elever, som skriver selv, bliver mistænkeliggjort. Og de tillidsbaserede relationer, som ifølge forskningen er fundamentet for god undervisning, slår revner. Man kan se det som en parallel til den kognitive gæld. Hver kontrolforanstaltning låner af relationen mellem lærer og elev, og ligesom den kognitive gæld vokser tillidsgælden ubemærket, indtil den en dag skal betales.

Midt i alt det er det værd at skelne mellem kontrol og rammer for AI. Ministeriets strakspakke opfordrer gymnasierne til at overvåge elevernes skærme ved prøver og lægge flere skriftlige opgaver på skolen. Det er forståeligt, at skolerne følger den linje. Men som Ane Qvortrup konstaterer, tager pakken fat på snyd, ikke på mistillid. DGS efterlyser klare regler for, hvornår AI må bruges, hvordan brugen deklareres, og hvad der sker ved mistanke om snyd. Det skal ikke læses som et krav om mere kontrol, men som et ønske om forudsigelighed.

Når vi kontrollerer for brug af AI, fortæller vi eleverne, at vi regner med, at de snyder. Når vi sætter en ramme og siger "her er aftalen", fortæller vi dem, at vi regner med, at de holder den. Det er måske naivt at tro, at det løser alt, men rammerne findes ikke endnu. Når rammerne mangler, bliver kontrollen let det mest synlige redskab. Og så risikerer den at ramme nogle af dem, der faktisk har overholdt aftalen.