Indtryk fra Sorø-mødet 2026, hvor uddannelsessektoren samledes om AI. Om strakspakken, teknologiforståelse og det svære spørgsmål: Hvad vil vi med skolen?
Den 6. og 7. august samlede undervisningsminister Magnus Heunicke omkring 130 mennesker på Sorø Akademi under overskriften "AI i undervisningssektoren – de næste skridt". Hele sektoren var samlet, fra elevformænd og lærere til ekspertgrupper, fagudvalg og arbejdsmarkedets parter, og Birgitte Vedersø holdt som moderator sammen på det hele.
I deltagerbrevet stillede ministeren tre spørgsmål, der reelt udgjorde mødets dagsorden.
Jeg deltog også i mødet, og i det følgende vil jeg fremhæve nogle af de vinkler og perspektiver, der blev diskuteret. For Claus Scheuer-Larsen og mig fik dagene en ekstra dimension. Vores nye bog, Det umistelige – pædagogik og dannelse med AI, udkom på samme dag, som Sorø-mødet startede.
Da undervisningsministeren tog ordet, var budskabet klart. Blødningen skulle stoppes her og nu, og eleverne snyder først og fremmest sig selv. Årets reklamebannere på lastbilerne skurrede også tydeligt i ministerens øjne, især dem, der reklamerede med, hvordan ChatGPT havde hjulpet eleverne. Samme morgen havde ministeriet offentliggjort sin strakspakke mod AI-snyd i gymnasiet med mundtligt forsvar af SSO'en på hf, opfordring til skærmovervågning ved eksamen og til at lade flere skriftlige opgaver skrives på skolen.
Én sætning i ministerens begrundelse for strakspakken sprang i øjnene. AI må ikke undergrave elevernes "kompetencer, faglighed og ikke mindst evnen til at tænke selv". Det er præcis det, vi kalder det umistelige i vores bog. Så langt er vi enige.
Men de tre initiativer fortjener hver sin vurdering. Det mundtlige forsvar af SSO'en er et rigtigt skridt, fordi det gør elevens tænkning synlig. Flere opgaver på skolen kan også give mening. På Odense Tekniske Gymnasium eksperimenterer man allerede med computere uden netadgang, hvor teksten nogle gange er selve bedømmelsesgrundlaget, og hvor eleverne andre gange bruger AI som redaktør på eget udkast eller til struktur og idéer, før de selv skriver. Alle tre greb gør processen synlig og bringer friktionen tilbage.
Skærmovervågningen er jeg mere forbeholden over for. Kontrol skaber et kapløb med omgåelse, som vi ikke kan vinde, og trækker læreren ind i en kontrolrolle bygget på mistillid. Nuancen skal med, for overvågning styrker retssikkerheden for elever, der i dag fejlagtigt mistænkeliggøres, fordi de skriver dygtigt og grundigt.
Men grundspørgsmålet står tilbage. Vi skal ikke spørge "hvordan opdager vi snyd?", men "hvordan designer vi læring, så snyd bliver irrelevant?"
Skal jeg være ærlig, var den første dag præget af en frygtdagsorden, hvor pen og papir blev fremstillet som vejen til at genvinde kontrollen på kort sigt. På kort sigt var der mange svar, og på længere sigt var der færre. Men samtalen stoppede heldigvis ikke ved frygten.
Efter velkomstsangen og regeringens perspektiver var formiddagen viet til Stefan Hermann, direktør i LIFE Fonden, som i mine øjne leverede et af mødets mere interessante bidrag. Tre udfordringer, hvoraf to er lette, og én er svær.
Den første af de lette udfordringer handler om prøverne, og det er den, strakspakken adresserer. Den anden handler om teknologiforståelse som grundfaglighed i skolen. Og så er der den svære:
Hvad vil vi egentlig med skolen?
Hver gang nogen har forsøgt at rydde op i fagtrængslen, er resultatet blevet mere abstrakte fagbeskrivelser, ikke enklere. Det er her, det virkelige arbejde ligger, og det kan ingen strakspakke løse.
Hans historiske pointe er værd at huske. Skolen absorberede både radio og fjernsyn, men kunstig intelligens kan noget mere radikalt end blot at distrahere. Den kan eliminere selve læringen, fordi eleven kan hente svaret i stedet for at lære.
Og så er der en sætning, jeg har understreget i mine noter. Digital dannelse er ikke noget særskilt, men almen dannelse på linje med det at læse, skrive og regne.
Torsdag eftermiddag åbnede med en rapport fra virkeligheden. Sine Zambach fra CBS et tiltrængt overblik over, hvad de første studier peger på. Lærer vi et nyt emne med AI, lærer vi mindre, end hvis vi lærer det uden. Men holder vi AI ude, efter det grundlæggende sidder fast, lærer vi også mindre. Rækkefølgen er afgørende. Først fundamentet uden AI, derefter udvidelsen med AI. Og tak for lige at genopfriske, hvordan en sprogmodel rent faktisk virker.
Derefter indtog elevformændene scenen, og deres stemmer var noget af det stærkeste på mødet. Et eksempel fra samtalen handlede om klassekammerater, der brugte AI til at strukturere deres prøveforberedelse. Et andet eksempel pegede i den modsatte retning, og en elev fortalte, hvordan han havde fået AI til at genfortælle Iliaden for at slippe for at læse hele værket. Skal man kende handlingen, er det uproblematisk, men er målet fordybelsesarbejdet, så er det læringen selv, der udliciteres.
Eleverne leverede i øvrigt selv mødets mest rammende billede. Kunstig intelligens er sluppet løs i uddannelsessektoren som en ræv i en hønsegård.
Sidst på eftermiddagen fordelte vi os i ti pædagogiske værksteder, fra DR's ULTRA:BYTES og SkoleGPT til det lærerudviklede Spinna. Billedet var tydeligt. Ingen skole behøver at starte forfra. Praksis findes, den er bare ujævnt fordelt.
En norsk undersøgelse understregede, hvorfor det haster. AI-brugen var stort set den samme på strategiske og afventende skoler. At afvente betyder bare, at brugen sker tilfældigt og uden fælles retning.
I organisationsdebatten, der rundede torsdagen af, var skillelinjen tydelig, og den gik mellem udgangspunkter, ikke personer. Gymnasieorganisationerne pegede på prøverne, fordi prøverne definerer fagenes indhold. Resten af panelet pegede på kompetenceudvikling af lærere, ledere og forvaltninger. Begge dele er rigtige, men rækkefølgen er en prioritering, som strategien skal tage stilling til.
Ét billede blev hængende fra hele dagen. I sit oplæg havde Stefan Hermann præsenteret skolens retning som en skala mellem amish og Elon Musk. Og ved festmiddagen fik det sin egen melodi. Bertel Haarder havde skrevet årets festsang på "Ølhunden glammer", med H.C. Andersens kunstige nattergal som afsæt og med både amish og kunstig intelligens rimet på plads. Heunicke kvitterede med to ekstra vers på samme melodi. Og i sin tale drillede Haarder den grundtvigske fløj med, at Grundtvig såmænd "huggede" idéen om en moderne, levende skole fra Holberg, hvis arv Sorø Akademi bogstaveligt talt hviler på. Der gemmer sig en fin pointe i drilleriet. Selv skolens største fornyelser står på skuldrene af nogen, der kom før.
Bag humoren ligger mødets vigtigste spørgsmål. Hvor på skalaen skal skolen ligge, ikke som ét samlet valg, men felt for felt? Vi skal kunne undervise med, i og uden AI, og vi skal vide, hvornår hvad giver mening. Det er netop den balance, ministeren efterlyste i deltagerbrevet.
Fredag åbnede med blikket mod udlandet. Estlands AI Leap bygger oven på OpenAI, men taler estisk, kender læreplanerne og agerer sokratisk vejleder frem for svarmaskine, og esterne startede med lærerne, ikke eleverne. Det matcher i øvrigt Sine Zambachs pointe fra torsdagen om rækkefølgen. Skal vi den vej herhjemme, kræver det, at alle har god adgang til en dansk AI-løsning. Og så var der den estiske melding, der går stik imod tidsånden. I en AI-tid bliver viden vigtigere end nogensinde.
Senere på formiddagen foldede Ole Sejer Iversen og Ane Qvortrup spørgsmålet ud om, hvad eleverne skal kunne i en AI-tid. Ole Sejer Iversens budskab var ikke til at misforstå. En national AI-strategi bør indeholde et selvstændigt og obligatorisk fag i digital teknologiforståelse i grundskolen og på alle ungdomsuddannelser. Det er en fjerde grundkompetence på linje med at læse, skrive og regne, og det handler ikke om mere skærm, men om mere dannelse. I lande fra Australien til Argentina er fagligheden allerede obligatorisk. Herhjemme har vi et valgfag og en integration i dansk, matematik og natur/teknologi, uden at lærerne har fået de faglige forudsætninger, og på stx tilvælger kun 10 procent informatik. Vi skal dog ikke starte fra nul. Ole Sejer Iversen og Michael E. Caspersen har i årevis udviklet indholdet, og på hhx har informatik C været obligatorisk siden 2017. Her ventes der egentlig kun på politisk grønt lys, og måske er lyset ved at skifte, for der sidder nu ministre, der er åbent positive. Men skal noget ind, skal noget andet ud af skemaet. Dét bliver et slagsmål.
Fredagens sidste debatter samlede trådene. Aftagerne, fra arbejdsgivere og fagbevægelse til de videregående uddannelser, var påfaldende enige. Fremtidens medarbejdere skal kunne bruge AI, men der er mindst lige så stort behov for mennesker, der kan samarbejde, indgå i faglige fællesskaber og føre processer i mål. Og fra ordførerpanelet lød en vigtig modvægt. Det handler ikke kun om, hvad aftagerne har brug for, men også om, hvad vi har brug for som hele mennesker.
Ministeren sluttede med to udmeldinger, jeg vælger at tage som gode nyheder. Der skal handles hurtigt, og vi må acceptere, at noget skal laves om undervejs, for det er et større svigt at være for langsom end at begå fejl i farten. Og sektoren skal inddrages, når strategien udarbejdes. Begge løfter bør vi holde ham fast på.
Ane Qvortrup opsummerede efterfølgende mødet i fem begrebspar. Fortid og fremtid, kort og lang sigt, læring om og læring med, almen og fagspecifik brug samt teknologi og didaktik. Hvert par rummer en balance, der skal findes, ikke et valg, der skal træffes. Strakspakken ligger i det kortsigtede hjørne. Resten af felterne står åbne.
To ting slår mig, nu hvor støvet har lagt sig. Den første er afstanden mellem samtalen og klasselokalet. Debatten føres på strategisk niveau, mens virkeligheden opstår dér, hvor en lærer mandag morgen står over for 28 elever, der har haft AI i lommen hele weekenden. Den anden hænger sammen med den første.
Spørgsmålet om, hvordan AI konkret skal og ikke skal bruges i undervisningen, levede i værkstederne og i krogene, men var stort set fraværende på den store scene. En af de bedste samtaler i gangene handlede om, hvad vi lærer, når vi lærer med AI. Lærer jeg at idégenerere, når jeg idégenererer med en chatbot, eller lærer jeg at idégenerere med chatbotten? Omvendt kan en sprogchatbot, der insisterer på at tale tysk, gøre mig bedre til tysk, også når skærmen er slukket. Det er den slags pædagogiske spørgsmål, der hverken kan besvares med forbud eller begejstring, men kun didaktisk, fag for fag.
Vores bogs hovedkonklusion er præcis den, at udfordringerne med AI i skolen skal håndteres pædagogisk, ikke gennem forbud. Analoge aktiviteter kan være et stærkt valg, men som samlet svar er de et fravalg af at forberede eleverne på den virkelighed, de allerede står i.
Et personligt højdepunkt var gensynet med Ekspertgruppen for ChatGPT. Når temaet er "de næste skridt", er det værd at genbesøge det første. Forbløffende mange af de spørgsmål, der blev stillet i Sorø, skrev vi allerede om i vores anbefalinger fra april 2024, blandt andet at der skal være prøver både med og uden digitale hjælpemidler. Én anbefaling trænger sig mere på end nogensinde, nemlig et egentligt efteruddannelsesløft i hele sektoren.
Det svære spørgsmål om, hvorfor vi holder skole, og hvilke værdier vi ønsker at beholde i den, kan hverken besvares af en strakspakke eller et ministerium alene. Det blev til gengæld stillet højt og tydeligt i Sorø. Nu skal det besvares ude på skolerne, og det arbejde starter på lærerværelset, med et klart blik for det, der er umisteligt.
