Her er ugens nyhedsbrev om kunstig intelligens i uddannelse, hvor vi har udvalgt de vigtigste nyheder og artikler.

Undervisningsminister Magnus Heunicke har varslet et gearskifte, og regeringen har lovet en national strategi for AI i uddannelsessektoren. Vi har endnu ikke set noget til strategien, mens hverdagen fortsætter på skolerne.

Der er til gengæld mange, som gør sig gode tanker om, hvad skolerne kan gøre i mellemtiden. Her har jeg samlet nogle af de bedste bud.

Det er slående, at gymnasieeleverne ikke venter på, at læreplaner og eksamener bliver tilpasset AI. I mandags holdt Danske Gymnasieelevers Sammenslutning sit første AI-topmøde på Aarhus Universitet med ni anbefalinger på bordet. Blandt dem er undervisning i, med og om AI gennem alle tre gymnasieår, ens rammer på tværs af skolerne og en national procedure, når en elev bliver anklaget for snyd.

AI Topmøde — Danske Gymnasieelevers Sammenslutning
Kom med når Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS) holder AI-topmøde i samarbejde med Videncenter for Digital Teknologiforståelse.  DGS har i sidste måned fremlagt 9 anbefalinger til fremtidens brug af kunstig intelligens i gymnasiet, og på baggrund af dette vil vi gerne invitere ti

Og jeg mener, det er vigtigt, at vi lytter til stemmer som Oscar Tønsberg Hoffmann, der selv har prøvet at blive anklaget for snyd. I Politiken fortæller han, at han i 2.g fik karakteren −3 for en biologiopgave, fordi han havde brugt et begreb, der ikke var blevet brugt i undervisningen. Han klagede og fik 10 ved en ny bedømmelse.

Hans yndlingslærer anklagede ham for ai-snyd
Som ny forperson for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning forudser Oscar Tønsberg Hoffmann et år med store ai-debatter. Hans egen gymnasielærer anklagede ham for snyd i en opgave.

Bag betalingsmur

Også Fonden for Entreprenørskab er gået i gang. Den 7. september samlede fonden omkring 50 eksperter fra uddannelse, forskning, teknologi, politik og erhvervsliv til den første af tre rundbordssamtaler om AI og læring. Jeg indledte dagen med et oplæg om, hvornår AI styrker læring, og hvornår den svækker den. Mit svar var, at forskellen ikke ligger i, om AI er med, men i, hvem der holder tanken. Og at vi skal vide, hvad der er umisteligt i skolen, før vi spørger, hvor maskinen hører til.

AI i uddannelse: "Vi skal ikke kun spørge, hvad teknologien kan, men hvad vi ønsker, at mennesker skal kunne". Det var et af budskaberne, da vi i går samlede omkring 50 eksperter fra uddannelse… | Fonden for Entreprenørskab
AI i uddannelse: “Vi skal ikke kun spørge, hvad teknologien kan, men hvad vi ønsker, at mennesker skal kunne”. Det var et af budskaberne, da vi i går samlede omkring 50 eksperter fra uddannelse, forskning, teknologi, politik og erhvervsliv til den første af tre rundbordssamtaler om AI, læring og entreprenørskab. Vi står midt i en udvikling, der allerede forandrer måden, vi lærer, underviser, skaber og arbejder på. Men hvordan sikrer vi, at AI styrker læring, kreativitet og handlekraft og ikke blot gør os hurtigere til at producere et resultat? I Fonden for Entreprenørskab arbejder vi for, at børn og unge gennem entreprenørskabsundervisning udvikler mod, tro på egne evner og evnen til at omsætte idéer til handling og skabe værdi for andre. Kompetencer, som ikke bliver mindre centrale, når vi skal forstå, hvad mennesker fortsat skal lære og kunne i en verden med AI. Derfor har vi taget initiativ til at samle forskellige perspektiver om en fælles retning for AI i skole og uddannelse. Første rundbord handlede om, hvornår AI styrker læring, og hvornår den svækker den. De næste møder sætter fokus på entreprenørskab, kreativitet og værdiskabelse samt principper for ansvarlig brug af AI i uddannelse. Målet er at omsætte erfaringer, viden og dilemmaer til konkrete anbefalinger, som kan bidrage til den videre udvikling af skole og uddannelse. Tak til alle der bidrog med viden, erfaringer og perspektiver i går. Vi glæder os sådan til næste gang, hvor vi igen forsøger at gå fra debat til retning.

I Gymnasieskolen opfordrer Birgitte Vedersø, som stod i spidsen for ekspertgruppen om ChatGPT, lærerne til at ændre undervisningen nu, selv om eksamensformerne er de samme. Anledningen er en spørgeskemaundersøgelse blandt 647 gymnasielærere. Mere end halvdelen svarer, at AI får meningen med lærergerningen til at forsvinde, og mere end hver fjerde overvejer at forlade jobbet. Om elevernes smutveje siger hun: “Når de kan bruge teknologien til at tage smutveje, er det, fordi vi stiller dem de forkerte opgaver.”

Hun stod i spidsen for AI-ekspertgruppe: Lærerne skal ændre undervisningen nu

Jeg må dog indrømme, at det nogle gange er lettere sagt end gjort, for det kræver både viden om teknologien og tid til at tilpasse opgaverne. Og måske er det netop her, en strategi for alvor kunne gøre en forskel, hvis lærerne både fik efteruddannelse og tid til at omsætte den nye viden i praksis.

Hvad der står på spil for lærerne, kan man læse hos gymnasielærer Merle Fabricius Westergaard, som har undervist i 17 år. Hun fortæller, at hun går fra undervisningen med ondt i maven, og at AI har ført til mindre dialog og mere mistillid i lærerfaget.

Gymnasielærer er én af dem, der føler fagsorg: Jeg går fra undervisningen med ondt i maven
Mindre dialog og mere mistillid. Ai har omkalfatret lærerfaget, mener gymnasielærer gennem 17 år Merle Fabricius Westergaard. Hun er en af dem, der genkender følelsen af fagsorg.

Bag betalingsmur

Budskabet om ikke at vente går forresten igen i bogen Strategiske tilgange til AI i skolen, som Malte von Sehested, Claus Scheuer-Larsen og jeg har skrevet. Skolemonitor omtaler bogen i denne uge. Her beskriver Malte von Sehested arbejdet med AI som et skoleudviklingsprojekt og ikke som et it-projekt.

Ny bog: Ai er en af de vigtigste ledelsesopgaver for skoleledere
Den største fejl, skoler kan begå, er at tro, at man kan vente med at forholde sig til ai, lyder budskabet fra viceskoleleder Malte von Sehested, der er medforfatter på ny bog om ai i skolen.

Bag betalingsmur

Men hvis problemet er de forkerte opgaver, hvordan ser de rigtige så ud? I denne uge er der flere gode bud.

I Weekendavisen giver Lise Dissing Møller, Marie Falkesgaard Slot og Thorkild Hanghøj tre eksempler fra deres egen forskning og undervisning. En 6. klasse skriver først selv og gætter bagefter, hvor i teksten maskinen tager over. En 9. klasse indsamler data fra en lokal biotop og bygger ved hjælp af AI en simulering af biotopens mulige fremtider. I en 1.g klasse opdager eleverne fx, at Gemini læser folkevisen "Torbens datter" ud fra moderne normer og bytter rundt på navnene.

Gemini i skoletasken
Kronik. Vi svigter vores opgave, hvis elever slet ikke møder kunstig intelligens i skoletiden. Her er et bud på, hvordan kritisk, reflekteret brug i undervisningen kunne se ud.

Bag betalingsmur

Google Research viser samtidig et forsøg, hvor lærere får AI til at bygge interaktive simuleringer til deres egen undervisning. Over 30 af simuleringerne ligger frit tilgængelige og er alle gennemgået af lærere.

The future of practice: Enabling teachers to create learning interactives with generative UI

Men der er også grund til at holde fast i det, eleverne skal kunne uden AI. DPU har udgivet en forskningsoversigt over 135 studier af børn og unges skrivelyst, skrevet af postdoc Stine Heger og lektor Kristine Kabel. Kristine Kabel advarer om, at elever, der udliciterer skrivningen til AI, også betaler med deres læsning. Oversigten giver otte anbefalinger til, hvordan skrivelysten kan styrkes blandt børn og unge i skole og fritid.

Større fokus på børn og unges skrivelyst kan styrke både skrivning og læsning
Pædagogisk indblik 30: Børn og unges skrivelyst

Vi har brug for rammer og en strategi, men vi kan ikke vente på dem. Opgaven lige nu er både at udvikle undervisning, hvor AI giver faglig mening, og at holde fast i de dele af læringen, som eleverne selv skal igennem.


Blandt ugens øvrige historier:

I ugens kommentar ser jeg på, hvilken vej vi vender teknologien.

God læselyst med nyhedsbrevet.


Ugens kommentar: Pulsen må højst stige 10 procent

Der er en historie fra denne uge, som fik mig til at tænke over, hvilken vej vi vender teknologien.

Futurism gengiver et opslag fra en elev, som sidder foran klassen med en pulsmåler, mens der på skærmen kører en optagelse af elevens forældre, som skælder ud.

Hvilepulsen er 80, og den må højst stige 10 procent, så alt over 88 er dumpet.

Eleven lander på 87 og fortæller bagefter, at hænderne rystede resten af eftermiddagen.

Kilde: https://bsky.app/profile/did:plc:igq7ccju2a4uzz5uma7ewav7/post/3muyudsl4xk2y

Opslaget kommer fra en kommende elev hos den amerikanske privatskolekæde Alpha School, som markedsfører sig med en AI-baseret undervisningsmodel. Prøven er en del af otte ugers optagelsesforløb for high school-elever.

I samme forløb skal de klare et helt modul af et Advanced Placement-kursus på fem dage, uden lærer og kun med chatbots. Futurism skriver, at det er uklart, hvad eleverne skal lære af pulsprøven, og skolen har ikke svaret på kritikken. En elev forklarer blot, at forløbet skal bevise, at man fortjener sin plads på skolen.

I Kina hænger måleren i loftet, og Bangkok Post beskrev i juni, hvordan kinesiske skoler sætter AI-kameraer op i klasselokalerne. Det begyndte i 2018 med ansigtsgenkendelse ved indgangen. Nu følger systemerne undervisningen og registrerer fremmøde, deltagelse og elevernes koncentration. Avisen tager forbehold for, hvor udbredte systemerne er, men de findes.

Alpha School og de kinesiske klasselokaler ligger langt fra hinanden, og begge ligger langt fra vores danske skole. Alligevel har de noget til fælles, for begge steder er teknologien vendt mod eleven. Den måler puls og koncentration, men den underviser ikke. Og jeg tror, at der bag hver måling ligger et svar på, hvad skolen er til for. Hos Alpha School handler det om at udvælge de rigtige elever, og i Kina om at kontrollere deres opmærksomhed.

Da jeg læste de to artikler, var det let at ryste på hovedet, men vi har vores egne, mildere udgaver. Vi overvåger mere og mere i den daglige undervisning, når eleverne skal vise, hvad de kan, og til prøverne følger for eksempel ExamCookie med på deres egen computer. Her er teknologien også vendt mod eleven.

Jeg har selv gået rundt blandt eleverne til de skriftlige eksamener, hvor de var meget nervøse for, hvad der blev overvåget. Ikke fordi de ville snyde, men fordi de var bange for, at de havde overset noget i reglerne og derfor ville blive mistænkt for snyd. Og så stiger pulsen endnu mere under en eksamen.

Jeg har ikke noget imod, at vi holder øje med eleverne til en prøve, for det har vi altid gjort med eksamensvagter. Men jeg synes, reglerne skal være de samme på alle skoler, så eleverne ved, hvad der bliver overvåget. Jeg bliver først bekymret, når overvågningen flytter ind i den daglige undervisning, fordi vi ikke har andre svar på AI. Så er det opgaverne og prøveformerne, vi skal lave om.

Pulsen må gerne stige i skolen, men det skal være, fordi eleverne har mødt fagligt interessant undervisning, ikke fordi nogen holder øje med dem.


Andre nyheder:

Skolen uden kundskaber
Debat. En 30 år gammel bog forudså faglighedens forfald i folkeskolen, længe før PISA-chokket ramte Danmark, påpeger lektor og forfatter.

Bag betalingsmur

Censor testede kunstig intelligens’ evner på sit eget kandidatspeciale. Resultatet viste, at noget må gøres – her er tre forslag
Jeg har været censor i otte år, og længe var der en grænse for, hvad AI kunne hjælpe de studerende med. Nu er jeg langt mindre sikker på, at vi kan læse os til, hvor meget af dette akademiske »blod, sved og tårer« den studerende selv har lagt i opgaven.

Bag betalingsmur

Universiteter lancerer uafhængig ai-platform til forskere og studerende
Platformen er udviklet af Syddansk Universitet og giver forskere og studerende på alle universiteter adgang til tjenesten.

Bag betalingsmur

Del dette indlæg

Skrevet af

Per Størup Lauridsen
Cand.IT | Medstifter af Viden.AI | IT- og kommunikationschef på TietgenSkolen