Hvad nu, hvis det er softwaren, der skal tilpasse sig læreren?

Når jeg læser om AI i nyheder og artikler, spås teknologien til at få en enorm påvirkning på vores uddannelsessystem, både hvad vi skal undervise i, og hvordan vi gør det. I den forbindelse dukker spørgsmålet om undervisning med og uden AI hele tiden op, men diskussionen bliver nogle gange fremstillet for sort-hvidt.

Denne artikel ser lidt anderledes på AI i skolen, for hvordan kommer AI til at påvirke de programmer, som vi bruger som hjælpeværktøjer i undervisningen? Det kan være CAS-værktøjer i matematik, grafiske værktøjer i design, Excel i økonomifag og i det hele taget alle steder, hvor vi har et digitalt værktøj, der understøtter undervisningen. Men det kan også være retteværktøjer, skemalægningsværktøjer eller bare hele Office-pakken, som du kender den i dag.

Når du læser artiklen, så tænk på, at hver gang du ser et stykke software, som gør noget for dig eller eleverne i undervisningen, vil det over de næste fem år kunne forandre sig og måske forsvinde eller blive til noget andet.

Og hvis jeg skal være helt ærlig, så tror jeg også, at det vil påvirke, hvordan vi på nuværende tidspunkt ser IT som teknik og AI som et IT-projekt. IT flytter sig i min optik i retning af at blive pædagogisk IT. Jovist skal der stadig være forbindelse til netværket, dataopbevaring, sikkerhed og måske computere. Men tyngdepunktet rykker sig.

I dag køber skoler adgang til en lang række digitale læremidler og programmer, som læreren kan vælge imellem og forsøge at integrere i sin undervisning. Men fordi programmerne er udviklet til mange forskellige lærere og elever, passer de sjældent præcist til den enkelte lærers behov. Derfor ender det ofte med, at læreren må tilpasse sin undervisning til programmernes muligheder.

Hvad nu, hvis vi vender det om?

Hvad nu, hvis vi går fra en skole, hvor læreren tilpasser sin undervisning til softwaren, til en skole, hvor læreren i højere grad kan tilpasse softwaren til sin undervisning? Hvor det ikke længere er programmets funktioner, der sætter grænserne for undervisningen, men lærerens faglige og didaktiske overvejelser, der er udgangspunktet for, hvordan programmet skal fungere?

Herunder tager jeg dig igennem mine fund og min argumentation. Samtidig vil jeg lige slå et slag for, at du som lærer eller leder i skolen ikke skal tænke, at alt forandres. Vi har stadigvæk en række valg om hvad, hvordan og hvor meget vi vil digitalisere skolen. Og selvom der vil ske ændringer i IT-systemerne, så er det elevernes læring, der er vigtigst.

Software brydes op i mindre bidder

For nylig stødte jeg på open source-projektet ArtCraft, hvor en enkelt udvikler ved hjælp af Claude har forsøgt at genskabe store dele af Adobes programmer. Projektet er langt fra færdigt, og der er allerede rejst spørgsmål om både kvaliteten og sikkerheden i den AI-genererede kode. Men det er heller ikke pointen. Pointen er, at én person nu kan forsøge noget, som for få år siden krævede en hel udviklingsafdeling. Det bliver stadig lettere at udvikle software ved at beskrive, hvad programmet skal kunne, i stedet for selv at skrive koden. Vibe coding er en helt anden måde at få software på, end den vi er vant til.

Min tese er, at det kommer til at bryde de store programmer op i mindre bidder. I stedet for ét stort system, som skal kunne dække alles behov, og som derfor passer halvdårligt til alle, får vi mange små programmer, der hver især løser én konkret opgave for én bestemt bruger. Og AI er så motoren, der gør, at man ikke behøver være programmør for at bygge præcis den bid, man står og mangler.

I september 2026 præsenterede Google Research et projekt, hvor undervisere kan få udviklet interaktive læringssimulationer ud fra deres egne faglige mål. Læreren beskriver, hvad eleverne skal arbejde med, og så genererer teknologien en simulation, som kan bruges og tilpasses. Det er stadig tidlige eksempler, men de peger i samme retning.

Jeg tror faktisk også, at det samme sker på det administrative område, det går bare langsommere. Tænk på skemalægningen. I dag bruger vi store programmer til at få undervisere, lokaler og elever til at passe sammen, og resultatet ligger fast for et halvt år ad gangen. Men hvad sker der, hvis AI i stigende grad kan håndtere de mange hensyn, så skemaet kommer tættere på den enkelte medarbejders hverdag og bliver mere dynamisk? Eller tænk på al den RPA-programmering, vi laver ude på skolerne. Det er jo allerede processer frem for systemer. Små automatiseringer, der løser én opgave, i stedet for store forkromede IT-systemer, som er bygget over mange år. Og det studieadministrative system tror jeg ender som komponenter, IT-afdelingen selv sætter sammen, mere end som færdigbygget software, man køber.

Fra bruger til designer

I januar 2025 skrev jeg om mine egne erfaringer med AI-læringsobjekter. Her havde jeg udviklet nogle små programmer, der kunne give eleverne individuelle benspænd i deres arbejde med logodesign og bagefter give feedback på det, de havde lavet. I april samme år skrev jeg om læreren som digital didaktisk designer af læremidler. Siden da er teknologien blevet væsentligt bedre, og det er ikke længere kun små øvelser, man kan få udviklet, men sammenhængende applikationer.

Forestil dig en matematiklærer, der gerne vil have eleverne til at undersøge sammenhængen mellem koefficienterne i en andengradsligning og parablens udseende. Tidligere skulle læreren ud og finde et program, der kunne lige netop det. Nu kan læreren i stedet beskrive, hvordan eleverne skal arbejde med stoffet, hvilke faglige handlinger de skal udføre, og hvordan programmet skal reagere på deres valg, og så bygger teknologien det.

Og det er her, det bliver interessant for mig. For det, der først og fremmest bringes i spil, er ikke lærerens tekniske viden. Det er lærerens faglige viden. Viden om, hvad eleverne plejer at misforstå, og hvor i stoffet det er vigtigt, at de selv skal kæmpe lidt, og den viden sidder ingen softwareleverandør inde med. Læreren skal stadig kunne gennemskue, om programmet gør det, det skal, og hvor det fejler. Men det er en anden slags teknisk forståelse end den, vi har efteruddannet i hidtil.

I 2024 udgav UNESCO en kompetenceramme for læreres brug af AI, AI Competency Framework for Teachers. Her beskrives udviklingen af lærernes AI-kompetencer i tre niveauer: Acquire, Deepen og Create. Det handler altså ikke kun om at lære teknologien at kende og anvende den, men også om at kunne skabe med den. UNESCO fremhæver samtidig, at lærerne skal kunne vurdere og tilpasse AI-værktøjer ud fra pædagogiske og etiske hensyn. Det peger på en udvikling, hvor lærerens rolle ikke længere kun er at vælge mellem eksisterende digitale læremidler, men også at være med til at forme dem.

Vi har brugt årtier på at lære lærerne at anvende software, som andre har udviklet. Måske skal vi fremover bruge mere tid på at lære dem at formulere, hvilken software de faktisk har brug for.

Hvad skal læremidlet egentlig gøre?

Men der ligger også en udfordring i det, og den skal vi ikke tale uden om. Når det bliver lettere at skabe digitale læremidler, bliver det også lettere at skabe læremidler, som ikke understøtter elevernes læring.

En lærer kan sagtens bygge et program, der hjælper eleverne med at løse matematiske problemer, men hvis programmet overtager de faglige handlinger, som eleverne selv skulle have udført, så modarbejder det jo undervisningens formål.

I vores bog, Det umistelige, skriver vi, at vi ikke kun skal spørge, hvad teknologien kan gøre, vi skal også spørge, hvad eleverne fortsat skal kunne og gøre selv. Derfor er det ikke nok, at læreren kan beskrive et program og få det bygget. Læreren skal også kunne afprøve det og vurdere, om det nu også gør det, der var meningen. Den didaktiske intention skal styre teknologien og ikke omvendt.

Hvis lærerne selv kan bygge den konkrete øvelse, simulationen til netop den klasse og benspændet til netop den elev, så er der mindre grund til at betale licens pr. elev pr. år for software, der er bygget til at dække alle fag på alle skoler. Det, en lærer ikke kan bygge selv, er den faglige kvalitetssikring, sammenhængen gennem et helt forløb og en drift, nogen står inde for. Det er stadig værd at betale for. Så forlagene forsvinder ikke, men deres produkt bliver i min optik mindre et færdigt læremiddel og mere et fundament, læreren bygger ovenpå. Spørgsmålet er bare, om de vil være det fundament, eller om de vil blive ved med at konkurrere med noget, læreren kan lave en tirsdag eftermiddag.

Hvad betyder det for IT-afdelingen?

Hvis software bliver faglige komponenter, som medarbejderne selv bygger og vælger, så mister IT-afdelingen det styringsredskab, vi har brugt i mange år, nemlig indkøbet. Vi kan ikke længere bare beslutte, at skolen bruger det her system og ikke det der, for der kommer hele tiden nye værktøjer ind ad bagdøren.

Det ser vi i øvrigt allerede, hvor bring your own AI er hverdag på de fleste skoler. Medarbejderne bruger AI-værktøjer, som IT-afdelingen ikke kender til, følsomme data bliver tastet ind i systemer uden databehandleraftaler, og skolens gamle IT-politikker passer ikke til den virkelighed, vi står i nu. Risikoen er brud på GDPR og ophavsret, og i sidste ende på tilliden.

Mit svar er, at IT-afdelingen må gå fra at styre gennem indkøb til at styre gennem rammer. Her ser jeg fire rum, som vi bliver nødt til at arbejde indenfor:

Godkendte værktøjer
Hvad stiller skolen til rådighed, og hvad har vi aftaler på?
Dataklassificering
Hvad er offentligt, hvad er internt, og hvad er fortroligt? Medarbejderen skal kunne se forskel.
No-go-zoner
Hvad må man aldrig lægge i AI, uanset hvilket værktøj det er?
Ikke-tilladte tjenester
Værktøjer, hvor vi ikke kan stå inde for, hvor data havner. Den liste ændrer sig hele tiden, så det vigtige er kriteriet og ikke navnene.

Og så vil jeg understrege, at det her ikke kun er en IT-opgave, for det er en fælles strategisk opgave. IT-afdelingen kan godt bygge rammerne, men det er ledelsen og medarbejderne, der skal tage ejerskab. Ellers bliver det bare endnu en politik, der ligger ulæst i personalehåndbogen.

Men jeg må også være ærlig og sige, at de fire rum ikke er tilstrækkelige, for de handler om, hvilke AI-tjenester vi må bruge. De siger ikke noget om, hvad der sker, når en lærer selv udvikler et program, som eleverne logger ind på. Så er det ikke længere nok at vide, hvilket AI-værktøj læreren har brugt til at skrive koden. Skolen skal også forholde sig til selve programmet. Hvem har adgang til det? Hvor opbevares elevernes data? Hvem vedligeholder programmet, hvis læreren skifter job? Og hvem har ansvaret, hvis noget går galt?

STIL har faktisk allerede sat ord på en del af den problemstilling, i både vejledningen om lovlig brug af AI fra 2025 og miniguiden fra januar 2026. Her beskriver STIL, hvordan skoler efter AI-forordningen typisk er idriftsættere, når de anvender færdige løsninger fra en leverandør. Men rollen kan ændre sig, hvis vi selv udvikler AI-systemer eller foretager væsentlige ændringer i eksisterende systemer.

Det er netop den problemstilling, der bliver relevant, når en lærer udvikler et program, som eleverne logger ind på. Afhængigt af programmets funktion og anvendelse kan skolen dermed få en anden rolle og et større ansvar end ved almindelig brug af en indkøbt AI-tjeneste.

Vejledningens syv trin, fra kortlægning og lovlighedsvurdering til politikker og kompetenceudvikling, er derfor ikke noget, vi alene kan overlade til leverandøren. Det kræver, at vi selv har kompetencerne og en klar praksis for at vurdere, godkende og følge op på de løsninger, vi udvikler. Og det er måske her, en af de største opgaver for skolernes IT-afdelinger ligger i de kommende år.

IT bliver pædagogisk IT

Så er vi tilbage ved min påstand fra starten. Når software bliver noget, læreren selv former ud fra sin faglighed, så er IT ikke længere først og fremmest et spørgsmål om at drive systemer. Det er et spørgsmål om at give lærerne et fundament, de kan bygge på, og nogle rammer, de kan bygge inden for.

Måske skal skolerne i højere grad stille fælles platforme til rådighed, hvor lærerne kan udvikle, afprøve og dele deres egne læremidler. Og måske skal efteruddannelsen handle mindre om at lære bestemte programmer at kende og mere om at styrke lærernes evne til at designe og vurdere digitale læringsaktiviteter.

Det betyder ikke, at teknologien kommer til at bestemme mere. Tværtimod. For første gang i lang tid får fagligheden og didaktikken en reel mulighed for at bestemme over softwaren i stedet for omvendt. Men det kræver, at vi som lærere og ledere ved, hvad vi vil med undervisningen, og hvad eleverne fortsat skal kunne selv.

For når teknologien gør det lettere at udvikle software, er det ikke længere den tekniske kunnen, der sætter grænserne. Det er vores evne til at forestille os, hvad vi egentlig har brug for.