Censorer erklærer den skriftlige opgave for død, og en leder i Berlingske advarer om, at de ærlige elever taber karakterræset. Ugens nyhedsbrev handler om eksamen som det sted, hvor AI-debatten nu for alvor presser sig på.
Hermed ugens nyhedsbrev om kunstig intelligens i uddannelse.
Vi er i gang med de skriftlige og mundtlige eksamener, og som det hører sig til på denne tid af året, er der endnu en gang fokus på AI og eksamen. For hvad sker der, når en chatbot kan løse den opgave, eleven skulle bedømmes på?
Flere universitetscensorer mener, at svaret er klart. René la Cour Sell, forperson for De Erhvervsøkonomiske Censorkorps, erklærer den skriftlige opgave alene for død som eksamensform. På fire af de fem universiteter med en historieuddannelse er mundtligt forsvar af specialet allerede indført.
I Weekendavisen skriver tidligere undervisningsminister Merete Riisager, at undervisning og prøveformer hænger uløseligt sammen. Hvis hjemmeafleveringen holder op med at dokumentere, hvad eleven kan, holder den op med at fungere. To lektorer fra RUC giver hende ret i meget, men afviser, at netop projektpædagogikken er særligt udsat.
Lektor Anja Lea Olsen tager på sin blog afsæt i samme kronik, men trækker en anden pointe frem. Skolen har aldrig kunnet være helt sikker på, at en hjemmeopgave kun afspejlede elevens egen kunnen. AI har ikke skabt det problem. Den har gjort det større og sværere at ignorere. Mikkel Aslak advarer i et indlæg mod både ukritisk brug og egentlige forbud. Han bruger begrebet kognitiv udlicitering om det, der sker, når elever lader chatbots overtage selve tænkningen.
Herhjemme tegner Søren Jacobsen Damm i en leder i Berlingske et særligt ubehageligt billede. Det største problem er ikke den elev, der snyder. Det er den ærlige elev, der afstår fra ureguleret hjælp fra AI og derfor risikerer at tabe karakterræset til klassekammerater med topkarakterer for AI-assisterede opgaver.
Mens vi herhjemme diskuterer, hvad der sker med AI til eksamener og i undervisningen, har EU’s Ministerråd for første gang behandlet AI og undervisning som et selvstændigt uddannelsespolitisk emne. Her sætter de læreren i centrum som vejleder og kritisk tænker i forhold til, hvordan AI skal indgå i undervisningen.
Og AI forskeren Yoshua Bengio advarer i Berlingske om, at de kommercielle sprogmodeller bygges til at imitere mennesket og fremme afhængighed. Han fremhæver netop den modstand, børn møder, når de lærer, som central for menneskets handlekraft. Fra en anden vinkel minder professor Ole Sejer Iversen om, at regulering alene ikke rækker. Uden uddannelse forsvinder samfundets evne til selv at forme teknologien.
Begge peger dermed på det samme. AI er ikke noget, vi blot kan lovgive os til rette med. Det er noget, mennesker skal lære at stå i.
God læselyst med nyhedsbrevet.
Uddannelsesmonitor skriver, at flere universitetscensorer mener, at AI gør det nødvendigt at gentænke både eksamensformer og læringsmål. René la Cour Sell, forperson for De Erhvervsøkonomiske Censorkorps, erklærer den skriftlige opgave alene for død som eksamensform. Han sammenligner AI med en ny "skygge-onkel", der hjælper de studerende mere effektivt end tidligere former for uformel hjælp.
Problemet handler ikke kun om eksamensformen, men også om læringsmålene. La Cour Sell efterlyser mål, der tester refleksion, perspektiv og evnen til at vælge teori og metode til og fra, for først dér kan censorerne bedømme andet end selve det skrevne.
Hans Henrik Appel fra censorkorpset i historie fortæller, at en god redegørelse ikke længere er nok, fordi AI selv kan levere den. På fire af de fem universiteter med en historieuddannelse er mundtligt forsvar af specialet allerede indført.
Censorerne fremhæver dog samtidig, at AI også rummer en mulighed for at løfte niveauet, hvis uddannelserne tilpasser udprøvningen til den nye virkelighed.
Bag betalingsmur
I et debatindlæg i Weekendavisen skriver tidligere undervisningsminister Merete Riisager, at AI risikerer at gøre eleverne fagligt svagere, og at svaret er en gentænkning af både undervisningen og prøveformerne. Hun sammenligner AI med søgemaskinen, der i sin tid blev opfundet, før skolen havde taget stilling til den, og advarer mod at gentage det fejltrin.
Hendes hovedpointe er, at undervisning og prøveformer hænger uløseligt sammen: Hvis projektopgaven og hjemmeafleveringen kan løses af en chatbot, holder de op med at fungere som dokumentation for, hvad eleven kan.
Vi bliver dummere - og det går ubehageligt hurtigt
Merete Riisager fremhæver, at undervisere bør stille flere stedprøver, mundtlige prøver og opgaver, der løses i hånden under opsyn, så eleven igen tvinges til at tænke selv. Hun anerkender, at AI har sine fordele, men insisterer på, at de store gevinster ved teknologien ikke må erstatte det grundlæggende arbejde med at lære at læse, skrive og tænke. Indlægget retter samtidig kritik mod det politiske niveau for at handle for langsomt og for at bruge mere energi på at fortælle den gode historie om skolen end på at give lærerne klare rammer.
Merete Riisager
Bag betalingsmur
I Uddannelsesmonitor svarer Hans Ulrik Rosengaard og Louise Yung Nielsen på Merete Riisagers kritik af projektpædagogikken. De giver hende ret i meget, men afviser hendes påstand om, at netop projektarbejdet er særligt udsat for AI. Ifølge dem er hjemmestilen og terminsprøven mindst lige så påvirket.
Når den studerende selv vælger emne og metode, må friheden modsvares af en stærk forpligtelse på produktet. Den forpligtelse viser sig i en mundtlig eksamination, hvor den studerende uden hjælp kan redegøre for processer, formuleringer og beregninger. Vejen frem er ikke at afskaffe projektpædagogikken, men at hæve ambitionsniveauet og fastholde, at AI-fri zoner kun kan etableres i regulerede eksamensrum.
Lektor Anja Lea Olsen skriver på sin blog, at debatten om AI og undervisning ofte går i stå, fordi deltagerne taler forbi hinanden, når de diskuterer AI og læring.
Hun tager afsæt i Merete Riisagers kronik i Weekendavisen, hvor AI beskrives som en alvorlig trussel mod uddannelsesområdet. Anja Lea Olsen anerkender, at AI har skabt en form for lektieapokalypse. Skriftlige hjemmeopgaver har mistet meget af deres værdi som sikker målestok for elevens faglige kunnen. Det skyldes ikke kun, at en chatbot kan have skrevet opgaven, men også at det ofte er uklart, hvordan opgaven er blevet til.
Samtidig understreger hun, at problemet med hjemmeopgaver ikke er nyt. Skolen har aldrig kunnet være helt sikker på, at en hjemmeproduceret opgave udelukkende afspejlede elevens egen faglige formåen. Elever har også tidligere kunnet få hjælp fra forældre og venner eller bruge hjælpemidler, som ikke var en del af opgaven.
AI har derfor ikke skabt problemet fra bunden, men har gjort det større, tydeligere og sværere at ignorere. Det betyder, at diskussionen ikke kun bør handle om snyd, men også om, hvordan undervisningen og vurderingsformerne skal tilpasses en ny virkelighed.
Anja Lea Olsen
På LinkedIn skriver læreren og forfatteren Mikkel Aslak, at AI kan skade indlæringen, hvis teknologien bruges uden klare rammer i skolen.
Hans pointe er, at både ukritisk brug og egentlige forbud risikerer at gøre skade. Når elever lader chatbots overtage skrivning og tænkning, opstår det, han kalder kognitiv udlicitering, hvor vigtige læringsprocesser springes over. Omvendt efterlader et rent forbud eleverne uden de redskaber, de har brug for, for at kunne begå sig kritisk og myndigt i en verden med AI.
Mikkel Aslak fremhæver især den sociale slagside, hvor nogle elevgrupper vil lære at vælge teknologien til og fra, mens andre risikerer at falde igennem. Hans løsning er hverken ukritisk begejstring eller forbud, men klare rammer og didaktik, der bevarer friktionen og den selvstændige tænkning.
Mikkel Aslak
w
I en leder i Berlingske skriver gastronomiredaktør og kommentator Søren Jacobsen Damm, at AI ikke blot har gjort det lettere at snyde i gymnasiet. Det største problem er ifølge ham et andet: De ærlige elever, som afstår fra ureguleret AI-hjælp, risikerer at blive overhalet af klassekammerater, som får topkarakterer for AI-assisterede opgaver og dermed adgang til de mest eftertragtede uddannelser. Han sammenligner situationen med et våbenkapløb, hvor det bliver svært for den enkelte elev ikke at lade sig friste.
Hans løsning er ikke at fjerne AI fra undervisningen, men at adskille teknologien fra eksamen. Årskarakteren bør fylde mindre, mens eksamener uden digitale hjælpemidler bør veje tungere. Han efterlyser nationale, politiske beslutninger nu, ikke om fem år, så misbrug af AI ikke udhuler værdien af landets uddannelser.
Søren Jacobsen Damm
I en pressemeddelelse fra Rådet for Den Europæiske Union fremgår det, at Ministerrådet har vedtaget et sæt konklusioner om AI på uddannelsesområdet. Det er første gang, forholdet mellem AI og undervisning behandles som et selvstændigt uddannelsespolitisk emne i Rådet.
Lærere er ikke kun brugere af AI – de er vejledere, mentorer og kritiske tænkere, der hjælper eleverne med at navigere i en stadig mere kompleks digital verden. Det er afgørende at støtte dem med den rette uddannelse, de rette værktøjer og de rette beskyttelsesforanstaltninger for at gøre AI til en succes på uddannelsesområdet.
Dr. Athena Michaelidou, minister for uddannelse, sport og ungdom, Republikken Cypern
Konklusionerne opfordrer til en etisk, sikker og menneskecentreret tilgang og fastholder læreren som kernen i læringsprocessen. Rådet anerkender både fordelene, herunder mere inkluderende undervisning og mindre administration, og risiciene, herunder svækket autonomi, for stor afhængighed af teknologien og pres på elevernes koncentration.
I Berlingske interviewer Mikkel Fyhn Christensen den canadiske professor Yoshua Bengio, som ofte kaldes AI’s gudfar, fordi han var med til at udvikle teknologiens grundlag.
Yoshua Bengio har på et halvt år besøgt 12 hovedstæder for at advare om, at udviklingen er på vej i den forkerte retning, men at der stadig findes en vej frem. Hans hovedanke er, at AI udvikles til at imitere mennesket, og at de kommercielle sprogmodeller fungerer bedst, når de optræder som socialt selskab. Det skaber tjenester, der fremmer dovenskab og afhængighed frem for læring.
For undervisere er Bengios pointe om menneskets agens særligt relevant. Han beskriver, hvordan børn oplever agens, når de lærer: De møder modstand, lærer af den og får appetit på mere. Den modstand er for Yoshua Bengio helt central for det at være menneske, og han ser en fare i, at AI overtager flere og flere opgaver, uden at mennesket kaster sig over nye.
Samtidig advarer han mod magtkoncentration hos få techselskaber, fordi de enorme summer bag AI samler kontrollen på få hænder. Bengio siger, at han ikke ved, hvor lang tid der er, men anslår, at der er mindst to og forhåbentlig fem år til at ændre kursen.
Mikkel Fyhn Christensen
I et LinkedIn-opslag opstiller professor Ole Sejer Iversen en FAQ med fem spørgsmål og svar om AI, fordi den politiske debat ifølge ham er ved at drukne i floskler og upræcise analogier. Hans bekymring er, at et upræcist videngrundlag fører til dårligere politiske beslutninger.
Han afviser blandt andet sammenligningen mellem sociale medier og rygning, fordi rygning er veldokumenteret dødeligt, mens sociale mediers skadevirkninger handler om trivsel og demokratisk deltagelse. Han afviser også, at AI kan reduceres til “sociale medier på steroider”, da AI ikke er ét produkt, men en teknologi, som allerede bruges i forskning, sundhedsvæsen, undervisning og offentlig administration.
Opslagets kerne er argumentet for, at uddannelse må være en del af AI-politikken. Regulering alene rækker ikke, mener Ole Sejer Iversen, fordi teknologi også handler om kompetencer, værdier og samfundets evne til selv at handle. Hvis vi ikke lærer den næste generation at udvikle AI, som understøtter åndsfrihed, ligeværd og demokrati, overlader vi skaberkraften til regimer, som ikke deler de værdier.
Teknologiforståelse handler i den sammenhæng ikke om mere skærmtid, men om at forstå, analysere og forholde sig kritisk til digitale teknologier – ofte med pen og papir, længe før en computer tændes.
Ole Sejer Iversen
