Illustration: Midjourney

Ugens nyheder: Frygt driver elevernes AI-brug

EVA-rapporten har sat gang i den velkendte debat om snyd. Men det vigtigste fund handler om frygt. Frygt skaber en kultur, hvor eleverne går under jorden i stedet for at blive kvalificeret til at navigere i teknologien.

Per Størup Lauridsen

24 feb 2026 · 12 minut læses

Indholdsfortegnelse

Her er ugens nyhedsbrev om kunstig intelligens i uddannelsessystemet, hvor en ny EVA-rapport sætter tal på det, mange har vidst længe.

Ni ud af ti gymnasieelever bruger AI. To tredjedele siger, at de har snydt. Samtidig bliver de næsten ikke undervist i det. Rapporten har udløst en bølge af reaktioner, og vi har i bunden af nyhedsbrevet samlet en række artikler, så du selv kan dykke ned i dem.

Lige efter at rapporten udkom, skrev vi en uddybning med de vigtigste fund, og artiklen kan læses her:

Samtidig viser ugens øvrige historier, at debatten om AI i undervisningen bevæger sig på flere niveauer.

Lærke Juhl fra SDU fortæller TV 2, at hun er stoppet med at læse bøger og i stedet bruger ChatGPT til resuméer.

I Silkeborg har elever på et handelsgymnasium udviklet en AI-app, der kan transskribere undervisningen, men som nu er blevet forbudt på skolen.

Og i Folkeskolen rejser pædagogisk konsulent Mikkel Aslak spørgsmålet om, hvad det betyder for tilliden mellem skole og hjem, hvis forældre ikke længere kan være sikre på, at beskeder på Aula er skrevet af et menneske.

Et gennemgående tema for tiden er spørgsmålet om, hvem der skal styre udviklingen.

Jeppe Klitgaard Stricker peger på, at AI flytter kvalitetssikringen fra institutionen over på den enkelte studerende.
Professor Jeppe Bundsgaard advarer i Politiken om, at techgiganterne risikerer at få indflydelse på, hvad eleverne lærer, hvis skolerne ikke selv tager styringen.
Professor Helene Friis Ratner argumenterer for, at retningslinjer for generativ AI skal have pædagogikken som udgangspunkt og ikke kun fokusere på GDPR og datasikkerhed.
Laurits Rasmussen fra Miira peger på, at AI kan blive en løftestang i undervisningen, men kun hvis lærerne får kontrollen og ikke ender som tilskuere til teknologien.

Budskabet er dog det samme. Pædagogikken skal komme før teknologien, og lærerne skal have kontrollen. Men det kræver rammer, ressourcer og politisk vilje.

I ugens kommentar skriver jeg om, hvorfor det mest interessante fund i EVA-rapporten ikke handler om snyd, men om frygt.

God læselyst med nyhedsbrevet.

Studerende dropper bøgerne og bruger ChatGPT

TV 2 skriver om 26-årige Lærke Juhl, der har ændret sin måde at studere på kandidatuddannelsen i international virksomhedskommunikation på Syddansk Universitet.

I stedet for at læse alle teksterne beder hun ChatGPT fra OpenAI om at lave korte resuméer af de kapitler, hun skal gennemgå. På baggrund af dem skriver hun noter og bruger ChatGPT til at få begreber forklaret indholdet i et enklere sprog. Ifølge hende har metoden både sparet tid og forbedret hendes forståelse, og hun har opnået høje karakterer.

Ifølge Rettighedsalliancen kan det være ulovligt at bede ChatGPT om resuméer af konkrete bøger, mens professor Sten Schaumburg-Müller vurderer, at korte og selvstændige resuméer kan være lovlige.

Forskere peger samtidig på pædagogiske risici. Sine Zambach fra CBS fremhæver, at AI kan gøre komplekse tekster mere tilgængelige, men advarer om, at studerende kan miste vigtige kompetencer i selv at analysere tekster og arbejde med primærkilder.

Lærke Juhl understreger, at hun ikke bruger ChatGPT til at skrive opgaver for sig, og at hun møder op til undervisningen for at forholde sig kritisk til materialet.

Handelsgymnasium forbyder elevudviklet AI-app

Tre elever fra Handelsgymnasiet i Silkeborg har udviklet appen Smartclass, som kan lytte med i undervisningen og transskribere den som en slags digital hjælpelærer. Tanken var at støtte klassekammeraternes indlæring ved at gøre det lettere at genbesøge undervisningens indhold. Appen nåede dog kun at blive testet i en kort periode, før den blev forbudt på Handelsgymnasiet.

Forbuddet skyldes, at flere lærere følte sig utrygge ved, at undervisningen kunne blive optaget uden deres viden og samtykke.

AI i forældresamarbejdet: Støtteværktøj eller afstand mellem mennesker?

Mikkel Aslak, pædagogisk konsulent ved VIA Center for Undervisningsmidler, rejser spørgsmålet om, hvad det betyder for tilliden mellem skole og hjem, hvis forældre ikke længere kan være sikre på, at beskeder på Aula er skrevet af et menneske. Han oplever, at mange lærere er begejstrede for at bruge chatbots i forældrekommunikationen, men peger på behovet for tydelige rammer og refleksion.

Han fremhæver, at AI rummer et reelt potentiale. Chatbots kan bidrage til at gøre beskeder klarere, mere høflige og sprogligt korrekte, især for lærere, der oplever skriftlig kommunikation som tidskrævende eller vanskelig. Samtidig advarer han mod både at forbyde og ukritisk at omfavne teknologien. Et ensidigt forbud kan føre til skjult og uhensigtsmæssig brug, mens ukritisk anvendelse kan skabe distance og udfordre oplevelsen af autenticitet i samarbejdet med forældrene.

AI flytter kvalitetssikringen over på de studerende

Jeppe Klitgaard Stricker skriver på sin blog, at debatten om generativ AI i uddannelse ofte fokuserer på snyd og eksamener, mens en mere grundlæggende udfordring overses, nemlig den mentale belastning ved konstant at skulle verificere AI-genereret indhold. Generativ AI leverer en blanding af korrekte oplysninger og overbevisende fejl. Det kræver faglig dømmekraft at skelne mellem dem.

Tidligere var kvalitetssikringen i højere grad indlejret i uddannelsessystemet gennem peer review, fagligt kvalificerede undervisere og gennemarbejdede materialer. I dag forudsætter effektiv brug af generativ AI ekspertviden, som studerende endnu er ved at opbygge. Dermed flyttes ansvaret for kvalitetssikring fra institutionen til den enkelte studerende.

Konsekvensen er, at den mentale energi flyttes fra faglig fordybelse til kontrol og verifikation. Resultatet kan blive, at tid bruges på at kontrollere svar frem for at opbygge forståelse, samtidig med at sprogligt polerede AI-tekster skjuler faglige mangler.

Professor advarer: Skolen skal tage kontrollen over AI fra techgiganterne

Professor Jeppe Bundsgaard fra DPU ved Aarhus Universitet opstiller i Politiken en dystopi og en utopi for fremtidens undervisning med AI. Ifølge ham afhænger udviklingen af, om skoler og myndigheder selv tager styringen eller overlader den til internationale techgiganter.

I det dystopiske scenarie er AI integreret i alle skolens systemer, og hver elev har sin egen AI tutor. Undervisningen bliver stærkt individualiseret, men ifølge Jeppe Bundsgaard risikerer det at føre til en afdemokratisering af skolen, hvor techvirksomheder i praksis får indflydelse på, hvad eleverne lærer. Lærerens rolle reduceres til at sikre, at eleverne følger teknologiens anvisninger, og dermed svækkes elevernes kreative og kritiske kompetencer.

I det alternative scenarie har skoler og myndigheder taget ejerskab til teknologien. Her anvendes AI som et åbent og gennemsigtigt redskab, som lærere og elever bevidst kan vælge til og fra. Jeppe Bundsgaard peger på muligheden for open source løsninger udviklet i dansk regi og på vigtigheden af, at elever lærer at forholde sig kritisk til AI’s svar, herunder bias og fejl. Målet er, at eleverne udvikler dømmekraft og kan vurdere, hvornår AI er relevant, og hvornår menneskelig dialog er nødvendig.

Sæt pædagogikken først i retningslinjer for generativ AI

Professor Helene Friis Ratner ved DTU argumenterer for, at danske skoleledere bør udvikle retningslinjer for generativ AI med pædagogikken som udgangspunkt og ikke kun med fokus på GDPR og datasikkerhed. Ifølge hende rejser teknologien grundlæggende spørgsmål om, hvilken rolle den skal spille i undervisningen, og om hvordan elever klædes på til at leve og lære i en verden med generativ AI.

Hun advarer mod ukritisk at overtage techvirksomheders fortælling om læringsoptimering gennem personaliserede chatbotløsninger, da der er stærke kommercielle interesser på spil og risiko for øget teknologiafhængighed.

AI i skolen kræver lærerens kontrol og klare politiske rammer

Laurits Rasmussen, stifter og direktør for Miira, har skrevet et debatindlæg i Altinget, hvor han argumenterer for, at AI kan blive en reel løftestang i undervisningen, men kun hvis lærerne får styringen over teknologien.

Han er ærlig om, at udviklingen går hurtigt, og at mange lærere med god grund er skeptiske. Det kræver ressourcer at følge med. Og erfaringerne fra digitaliseringsbølgen i 2010'erne er ikke særlig opmuntrende: Teknologien endte i mange tilfælde med at begrænse lærernes didaktiske råderum og øge skærmforbruget. Den fejl må vi ikke gentage. AI skal kunne bruges til undervisning uden skærm og til at kvalificere arbejdet med skærm, ikke som en erstatning, men som et værktøj med et klart formål. Det kræver løsninger, der er udviklet specifikt til undervisningskonteksten, og adgang til den slags forudsætter et bedre marked.

Han peger derfor på behovet for konkurrence og fælles standarder. Klare krav fra staten og en delt model for datasikkerhed kan skabe et mere gennemsigtigt marked med flere løsninger at vælge imellem.

Ugens kommentar: Frygt er ikke en strategi

Så udkom der endnu en rapport om elevernes brug af AI, og rapporten fra EVA har sat gang i den velkendte debat. Eleverne snyder. Lærerne mangler redskaber. Og politikerne efterlyser handling.

Men når man læser rapporten, er det mest interessante fund ikke snyd, men den AI-frygt, der er indgroet i hele vores skolesystem. De elever, der siger, at de ikke bruger AI, gør det primært fordi de er bange for at blive taget i snyd. Ikke fordi de har forstået, hvornår teknologien hjælper, og hvornår den står i vejen. Bare fordi de er bange.

Det mener jeg er et stort problem, fordi den frygt skaber en kultur, hvor eleverne går under jorden med deres brug af AI i stedet for at blive kvalificeret til at navigere i den. Når vi strammer kontrollen, flytter brugen sig blot derhen, hvor den ikke kan ses. Vi efterlader en hel generation med en teknologi, som ikke engang vi selv mestrer.

Svaret er ikke mere kontrol eller flere rigide regler, der ikke er tidssvarende. Svaret er digital dannelse og, at vi er nysgerrige sammen med eleverne.

Digital dannelse handler ikke om at lære eleverne at bruge værktøjerne. Det handler om at lære dem at vurdere, hvornår værktøjerne er relevante, og hvornår de står i vejen for deres egen tænkning. Det handler om at give dem et sprog for, hvornår besværet er selve læringen, og hvornår det bare er bøvl. Og det handler om at gøre dem i stand til selv at træffe de valg, som ingen kontrol kan træffe for dem.

Og alt det her kan løses pædagogisk. Lærerne kan sætte eksplicit ord på, hvad der er umisteligt i faget, og derved vise eleverne, hvornår anstrengelsen er selve pointen, og hvornår AI faktisk frigiver tid til dybere forståelse. De kan skabe rum, hvor eleverne mærker forskellen mellem at få et svar og at forstå noget. Og de kan inddrage eleverne i samtalen om, hvornår AI skal bruges, og hvornår den skal slukkes.

Men det forudsætter også, at prøverne følger med. Så længe vi fastholder eksamensformer, der belønner produktet frem for processen, sender vi et dobbelt signal. Vi siger, at læringen er det vigtigste, men vi måler kun resultatet. Vi taler om dannelse, men vi bedømmer produktet.