Matomo

If you can't beat them, join them: Inkluder ChatGPT i din undervisning

· 11 min read
If you can't beat them, join them: Inkluder ChatGPT i din undervisning

I artiklen "Forebyg ChatGPT-snyd: 10 gode råd til opgavetyper" beskriver vi, hvordan man kan stille skriftlige opgaver, så det bliver sværere for eleverne at benytte ChatGPT til at lave besvarelserne.

Vi har også undersøgt mulighederne for at fange evt. snyd ved hjælp af AI-detektorer og plagiatværktøjer i artiklen "Plagiat og ChatGPT – Hvordan afsløres brug af AI i skriftlige opgaver?". Erfaring fra de seneste uger har vist, at det er meget svært at detektere snyd (med mindre man kender elevernes skrivestil og kan fornemme, at noget er galt), og det er helt umuligt at bevise. Der findes jo ikke en kilde eller originaltekst, som vi kan bevise eleverne har plagieret.

I denne artikel er præmissen, at hvis vi ikke kan slå ChatGPT af banen, kan vi lige så godt slå os sammen med den. Vi skal derfor som undervisere acceptere, at virkeligheden indeholder en kunstig intelligens, der kan producere tekster. Når denne præmis er på plads, skal vi sammen med vores elever undersøge, afmystificere, dekonstruere og kritisere de tekstartefakter, som ChatGPT og lignende sprogmodeller producerer. Det kræver selvfølgelig, at der kan afsættes tid i undervisningen til at foretage nogle grundige retoriske analyser af AI-producerede tekster og efterfølgende diskutere, hvad vi kommer frem til. Resultatet skulle gerne være, at eleverne og underviseren sammen finder ud af, hvor det giver mening at anvende værktøjerne, og måske endnu vigtigere: Hvor det absolut ikke giver mening!

Vi har ikke en færdig opskrift på, hvordan dette skal gøres, men kommer med en række forslag til, hvad man kan se på, og hvordan man kan gribe en sådan øvelse an. Det er nok mest oplagt i sprogfagene, men metoderne kan sagtens bruges i alle fag, hvor der produceres skriftlige produkter.

Derudover vil mange af øvelserne kunne fungere i både grundskolen og gymnasieskolen, men også på universitetsniveau.

⚠️
Denne artikel i øjeblikket bag medlemslogin, fordi der gennemgås en række muligheder for at opdage ChatGPT. På Viden.AI ønsker vi ikke, at søgetjenester eller indholdet i denne artikel deles på andre sider. Derfor er det bag login. Man kan oprette gratis medlemsskab med e-mail.

Forslag til inddragelse af ChatGPT i skriftlighed:

  1. Diskuter, hvad en sprogmodel er, og hvilke styrker og udfordringer den har.
  2. Lad eleverne undersøge ChatGPT's viden om et emne, der interesserer dem.
  3. Kritisk retorisk/sproglig analyse af en ChatGPT-produceret tekst.
  4. Ret og rediger en tekst, skrevet af ChatGPT.
  5. Sammenligning af en menneske-skrevet tekst og en AI-skrevet tekst ud fra samme opgaveformulering.
  6. Få ChatGPT til at forbedre dens skrivning ved at fin-tune input.
  7. Lav en AI-politik på skolen/i klassen/i faget.