Lærere og eksperter kræver nye eksamensformer og en gentænkning af pædagogikken. Men bag kravene gemmer der sig noget andet, som eleverne selv har sat ord på. De savner deres egen stemme, når AI har poleret teksten.
Hermed ugens nyhedsbrev om AI i uddannelse, hvor vi samler de seneste to ugers nyheder. Jeg har udvalgt de mest interessante, og du kan se hele listen med alle nyheder direkte på vores nyhedsside.
I de godt fire år, vi har skrevet om AI i uddannelse, er det de samme spørgsmål, der er kommet igen og igen. Er det snyd at bruge AI? Skal vi forbyde teknologien i skolen? Overtager AI vores job? Bliver eleverne dummere af at bruge AI? Men historierne i dette nyhedsbrev er mere konkrete og indeholder tydeligere krav.
Gymnasielærernes Hovedbestyrelse kræver nye eksamensformer i Politiken. Her skriver de, at store skriftlige opgaver skal kombineres med mundtligt forsvar, at mundtlige eksamener skal gentænkes, og at enkelte fag skal prøves uden computer.
Et norsk ekspertudvalg under ledelse af Anders Malthe-Sørenssen anbefaler flere stedprøver og fraråder AI-detektorer, fordi teknologien udvikler sig for hurtigt.
Folkeskolens danskrådgiver Trine Hemmer-Hansen forsvarer prøveform B og peger på, at samtalen efter oplægget stadig kan afsløre, om eleven selv har forstået sin tekst.
Men det er ikke kun eksamen, der er på spil. AI ændrer også skriftsproget i dagligdagen, og her faldt vi over en interessant artikel af ph.d.-studerende Nurul Hassan Mohammad. Han har gennem to år interviewet STEM-studerende i Toronto, og flere af dem kan ikke længere høre sig selv i deres egne tekster.
Herhjemme kalder Mikkel Aslak det i et LinkedIn-opslag for kognitiv udlicitering. Lektor Jesper Tække fra Aarhus Universitet skriver i Jyllands-Posten, at AI flytter usikkerheden fra selve skrivningen til vurderingen af, om teksten er fagligt holdbar. Vi kan ikke regulere os tilbage.
Andre går længere.
Der er ikke enighed. Der er ikke ét samlet svar. Men under kravene om nye eksamensformer ligger der noget andet, som eleverne selv har sat ord på. I ugens kommentar skriver jeg om de unge, der mister deres stemme til AI.
God læselyst med nyhedsbrevet.
I et debatindlæg i Politiken advarer Gymnasielærernes Hovedbestyrelse om, at AI ikke længere kan behandles som et almindeligt digitalt værktøj. Forfatterne mener, at teknologien ændrer selve betingelserne for læring, fordi elever hurtigt kan få svar, analyser og færdige opgaver uden selv at gennemgå den faglige proces. Det skaber ifølge dem en reel risiko for, at evnen til selvstændig tænkning og faglig fordybelse svækkes.
Hovedbestyrelsen peger særligt på eksamen og bedømmelse som områder, der kræver hurtige ændringer. De foreslår blandt andet, at store skriftlige opgaver altid kombineres med et mundtligt forsvar, og at mundtlige eksamener gentænkes med prøver uden forberedelse eller uden computer i udvalgte fag. Samtidig efterlyser de gennemsigtighed, datasikkerhed, lige adgang til værktøjer og en national sprogmodel målrettet undervisning. De fremhæver Estland som et muligt forbillede.
Pointen i indlægget er, at AI ikke ændrer gymnasiets formål, men udfordrer måden, formålet skal opfyldes på. Derfor skal lærerne have tid, kompetencer og professionelle rammer til at afgøre, hvornår AI hører hjemme i undervisningen.
Bag betalingsmur
Formanden for et norsk AI-udvalg, Anders Malthe-Sørenssen, mener, at AI udfordrer uddannelsesinstitutionernes integritet. Udvalget undersøger, hvordan videregående uddannelser i Norge skal håndtere AI, fordi teknologien i stigende grad kan løse opgaver på niveau med studerende. Det gør det sværere at vurdere, om de studerende faktisk har den nødvendige faglige forståelse, og om deres afleveringer er udtryk for selvstændigt arbejde. Derfor anbefaler udvalget blandt andet flere kontrollerede eksamensformer, for eksempel stedprøver og mundtlige eksamener, samt at hjemmeopgaver kombineres med en kontrolleret del. Udvalget fraråder samtidig brugen af AI-detektorer, fordi teknologien udvikler sig så hurtigt, at det ikke er muligt med sikkerhed at afgøre, om en tekst er skrevet med AI.
Udvalget peger dog også på, at AI ikke kun er en udfordring. Teknologien kan styrke læring og fungere som en slags superkraft for studerende, men den kan også kortslutte læringsprocesser, hvis den bruges til at springe tænkning, øvelse og faglig fordybelse over.
Anders Malthe-Sørenssen vurderer derfor, at alle studerende fremover får brug for AI-færdigheder, herunder viden om, hvordan sprogmodeller fungerer, hvilke juridiske og etiske rammer der gælder, og hvordan AI påvirker læring og tænkning.
Bag betalingsmur
Trine Hemmer-Hansen, lærer og Folkeskolens dansk- og idrætsrådgiver, argumenterer for at bevare prøveform B i mundtlig dansk, selvom AI har gjort det lettere for elever at få hjælp til forberedelsen.
Hun mener, at prøveformen især er vigtig for fagligt udfordrede elever, fordi de får mulighed for at begynde prøven med noget velkendt og forberedt. Her kan lærere og censorer stadig vurdere, om eleven har reelt ejerskab over oplægget, fordi den efterfølgende samtale kan afsløre, om eleven forstår teksten og kan tænke, tale og svare selvstændigt. Hun ser derfor prøveform B som en prøveform, der både kan rumme flere elever og stadig sætte AI til vægs.
Trine Hemmer-Hansen Lærer og Folkeskolens dansk- og idrætsrådgiver
I The Conversation skriver ph.d.-studerende Nurul Hassan Mohammad fra Ontario Institute for Studies in Education ved University of Toronto, at debatten om AI i uddannelse mangler et vigtigt perspektiv. Mens institutioner fokuserer på snyd og detektion, sker der et dybere skifte, som handler om identitet.
Han beskriver, hvordan skrivning ikke blot er en teknisk færdighed, men også en måde, hvorpå studerende positionerer sig som kommende fagprofessionelle. En tilbagevendende bekymring blandt de studerende er, at AI-genererede udkast er teknisk stærke, men “ikke lyder som mig”.
It’s better writing, yeah, it sounds good and helps get a better grade. But it’s kinda generic. Like anyone could’ve written it, not just me.
Nurul Hassan Mohammad advarer om, at hvis AI-genereret skrivning bliver den underforståede standard for godt arbejde, risikerer de studerende at placere fagligheden i værktøjet frem for i sig selv.
Han foreslår, at undervisere flytter fokus fra produkt til proces, blandt andet ved at bede studerende sammenligne et AI-genereret afsnit med deres eget og forklare, hvad der ændrer sig i tone, klarhed og ræsonnement.
Nurul Hassan Mohammad
På LinkedIn skriver læreren og forfatteren Mikkel Aslak, at AI kan skade indlæringen, hvis teknologien bruges uden klare rammer i skolen.
Hans pointe er, at både ukritisk brug og egentlige forbud risikerer at gøre skade. Når elever lader chatbots overtage skrivning og tænkning, opstår det, han kalder kognitiv udlicitering, hvor vigtige læringsprocesser springes over. Omvendt efterlader et rent forbud eleverne uden de redskaber, de har brug for, for at kunne begå sig kritisk og myndigt i en verden med AI.
Mikkel Aslak fremhæver især den sociale slagside, hvor nogle elevgrupper vil lære at vælge teknologien til og fra, mens andre risikerer at falde igennem. Hans løsning er hverken ukritisk begejstring eller forbud, men klare rammer og didaktik, der bevarer friktionen og den selvstændige tænkning.
Mikkel Aslak
I en kronik i Jyllands-Posten skriver Jesper Tække, lektor og ph.d. i medievidenskab ved Aarhus Universitet, at debatten om AI i gymnasiet er fanget i en for snæver ramme om snyd og kontrol. Den traditionelle kobling mellem opgaveproduktion, læring og bedømmelse er ved at blive destabiliseret, fordi generativ AI flytter usikkerheden fra selve skrivningen til vurderingen af, om teksten er fagligt holdbar.
Uddannelsessystemet ikke kan regulere sig tilbage til en tidligere tilstand, men i stedet må arbejde eksperimenterende med dannelse som omdrejningspunkt. Eleverne skal både lære at styre AI fagligt og tage hensyn til fællesskabet.
Jesper Tække
Bag betalingsmur
Merete Riisager skriver i Uddannelsesmonitor, at AI har ændret præmisserne for undervisning og uddannelse. Hun mener, at projektpædagogikken er under pres, fordi elever med AI hurtigt kan få produceret svar uden nødvendigvis selv at arbejde fagligt med stoffet.
Hun peger på, at projektarbejde kræver modenhed, motivation og koncentration. Det er i forvejen vanskeligt for mange elever, og AI gør det lettere at springe det kognitive arbejde over. Derfor mener hun, at klassiske hjemmeopgaver, gruppearbejde og projekter må gentænkes, så eleverne faktisk udvikler indsigt, forståelse og selvstændig tænkning.
Merete Riisager foreslår mere analog undervisning, hvor computere pakkes væk, og eleverne arbejder med stoffet gennem samtale, læsning, tegning, fremlæggelser eller kropslige udtryksformer. Målet er at sikre, at eleverne tilegner sig ny viden, lagrer den i langtidshukommelsen og bruger den aktivt.
Bag betalingsmur
Psykoterapeut Puk Elmsdal argumenterer i Information for, at både pensionsdebatten og skolens selvforståelse bygger på et forældet billede af fremtiden. Hun peger på, at AI allerede ændrer den måde, mennesker lærer, arbejder, skriver, beregner og tænker på, og at det derfor er problematisk, hvis skolen fortsat uddanner børn ud fra faste forestillinger om viden, arbejdsliv og kompetencer. Når store dele af både vidensarbejde og produktion kan skabes med en prompt, bliver det ifølge hende mindre vigtigt blot at kunne gengive standardiseret viden. I stedet bliver kreativitet, nysgerrighed, skaberkraft og lysten til selv at lære mere afgørende.
Puk Elmsdal fremhæver, at AI kan bearbejde eksisterende viden, men ikke nødvendigvis skabe nye måder at forstå verden på. Derfor bør skolen give børn viden og kunnen som redskaber i undersøgende og skabende processer frem for at forme dem efter rigide mål.
Kommentaren munder ud i et bredere spørgsmål om skolens formål i en AI-præget fremtid, hvor eleverne ikke kun skal forberedes på at passe ind i et eksisterende arbejdsmarked, men også rustes til at skabe løsninger på problemer, vi endnu ikke kender.
Puk Elmsdal
Bag betalingsmur
I en kronik i Weekendavisen skriver Marie Falkesgaard Slot, docent ved Institut for Læreruddannelse på Københavns Professionshøjskole, at den nuværende skærmdebat er for ensidig. Gennem 20 års feltarbejde på 25 skoler i Danmark, Norge og Sverige har hun set både det digitale distraktionsoverherredømme i 2010'erne og det, hun kalder det postdigitale klasseværelse, hvor lærere ubesværet veksler mellem analog tavle, tusch og digitale læremidler. Hendes pointe er, at problemet ikke begyndte i skolen, men i hjemmet, og at det vil skabe ulighed at fjerne computerne fra undervisningen.
Hun argumenterer for, at AI gør spørgsmålet endnu mere presserende. Hvis teknologien ikke er en del af hverdagen i klasseværelset, kan eleverne hverken udvikle algoritmisk forståelse eller lære at arbejde kritisk og kreativt med den. For nogle elever er skolen ifølge hende den eneste chance for at blive digitalt kompetente.
Marie Falkesgaard Slot
Bag betalingsmur
It’s better writing, yeah, it sounds good and helps get a better grade. But it’s kinda generic. Like anyone could’ve written it, not just me.
Ovenstående sætning er jeg sikker på, at mange reflekterede og dygtige elever rundt på de danske gymnasier går og siger til sig selv. AI er med inde over teksterne. Karaktererne stiger, og teksterne bliver bedre, men eleverne mangler deres egen faglige stemme.
Vi har brugt lang tid på at diskutere snyd, udfordringer med eksamen, og hvordan vi kontrollerer, at eleverne ikke bruger AI dér, hvor vi ikke vil have det.
Men citatet fra den canadiske elev siger noget om det, vi ikke har talt nok om. Det fortæller os, at AI ikke kun ændrer, hvad eleverne afleverer. Den ændrer også, hvem de er, når de afleverer det.
Mikkel Aslak kalder den proces for kognitiv udlicitering. Det er et godt begreb, men det fanger ikke helt det, eleverne i Toronto beskriver. De har ikke kun udliciteret en opgave. De har udliciteret en stemme.
Det handler om noget umisteligt. Den faglige stemme bliver til, når eleven kæmper sig igennem stoffet. Forsvinder kampen, forsvinder stemmen. Og eleverne er begyndt at mærke det. Nu siger de det højt.
