Endnu en uge er gået, og her er en opsamling af nyhederne, der omhandler kunstig intelligens og undervisning. Den største nyhed har været lanceringen af Googles nye sprogmodel, Gemma, og vi dykker lidt ned i, hvad man kan bruge modellen til i undervisningen. Det er samtidig kommet frem, at der er udfordringer med Googles Gemini, der bl.a. har problemer med at generere historisk korrekte billeder og er beskyldt for at være woke. Imens har Marie Bjerre (V) afvist, at der skal laves en dansk sprogmodel, der er trænet på danske data. Udviklingen mener hun, at det private erhvervsliv kan gøre bedre end endnu et stort offentligt it-projekt. Samtidig har Læremidler.dk udgivet Learning Tech 14, hvor der er fokus på AI og didaktik i uddannelse.
God læsning
Google Gemma
I denne uge lancerede Google en ny sprogmodel kaldet Gemma, der kan køre lokalt på ens egen computer uden brug af internettet. Derfor er modellen også interessant for fag som digital teknologiforståelse, kommunikation og it, informatik og programmering, eftersom eleven selv kan køre og teste modellen på egen computer. Det betyder også, at Google Gemma kan indbygges i elevernes egne applikationer eller bruges til at teste sprogmodeller i undervisningen. Når det er sagt, så er disse offline sprogmodeller endnu ikke på højde med det, vi ser i ChatGPT eller Google Gemini, og de er meget udfordrede på det danske sprog.
Google Gemma kommer i 2 forskellige størrelser, 2B og 7B. Gemma 7B er den største model, der kan løse komplekse opgaver som matematik og kodning, mens der i den mindre model, 2B, er mere fokus på tilgængelighed på enheder med begrænset beregningskapacitet - fx bærbare computere uden stort grafikkort.
Google Gemma er teknisk set ikke en open source sprogmodel, og det er ikke muligt at videreuddanne modellerne. Hvis man har mod på det, kan man selv teste Google Gemma via LM-Studio.
Læs mere om Gemma herunder:
Udvikling af dansk sprogmodel udelukkes af ministeren
Digitaliseringsminister Marie Bjerre (V) vil ikke støtte udviklingen af en dansk sprogmodel, eftersom der er risiko for, at modellen ikke vil være "god nok". Selvom både Norge og Sverige arbejder på nationale sprogmodeller, mener ministeren, at arbejdet ligger bedre hos private virksomheder.
Regeringen har i deres digitaliseringsstrategi afsat 61 mio. kr. til "strategisk indsats for kunstig intelligens", og det er uklart, hvilke indsatser disse midler skal bruges til. Til Børsen fortæller Marie Bjerre, at hun ikke præcis kan sige, hvad de strategiske penge skal gå til, da de skal udmøntes sammen med aftalepartierne i løbet af 2024.
Flere har været ude og kritisere regeringens nye digitaliseringsstrategi for at mangle ambitioner inden for kunstig intelligens. Kritikken går ud på, at de tildelte midler er utilstrækkelige til at skabe væsentlig værdi, og de opfordrer regeringen til større investeringer i konkrete AI-projekter. Modsat mener Digitaliseringsminister Marie Bjerre, at strategien forsvarer et fundament for fremtidige AI-indsatser og afviser, at strategien er uambitiøs.
Google Geminis billedgenerator er sat på pause.
Google Gemini, Googles nye sprogmodel, designet til at konkurrere med ChatGPT4, inkluderer ligesom ChatGPT en integreret billedgenerator, der er sammenlignelig med ChatGPT's Dall-E 3. Denne billedgenerator er nu sat på pause efter beskyldninger om historisk ukorrekte billeder - nogle har kaldt den for ekstremt woke.
Eksempelvis har Gemini lavet billeder af en pave, repræsenteret som en mørk mand eller kvinde, og astronauterne fra Apollo 11 er afbildet som en sort mand og en kvinde. Google har udtalt, at de omhyggeligt justerede modellen under udviklingen for at forhindre de problemer, der tidligere er opstået ved billedgenereringsteknologi, som f.eks. bias og uhensigtsmæssige billeder, og for at opnå mere inkluderende og alsidige billeder. Under denne finjustering er der sandsynligvis opstået en overkompensation, og det har udløst disse nye udfordringer.
Vi har selv oplevet Google Geminis forsøg på at være inkluderende, også med tekster.
Learning Tech 14 udgivet: fokus på AI og didaktik i uddannelse
Læremiddel.dk's nyeste temanummer udforsker AI's rolle i didaktik og uddannelse. Artiklerne spænder over anvendelsen af AI i sprogundervisning til adaptive læremidler i matematik, etiske overvejelser omkring brugen af AI-chatbots og måling af læsefærdigheder med øjensporingsteknologi.
- Use of AI-powered technologies in upper secondary language learning: Current tendencies and future perspectives
Af Kristine Bundgaard & Anders Kalsgaard Møller - Between the clicks: Student learning paths when interacting with an adaptive learning resource in 4th grade mathematics
Af Stig Toke Gissel & Rasmus Leth Jørnø - The role of AI chatbots in scaffolding: Linking learning outcomes with assessment
Af Camilla Gyldendahl Jensen, Susanne Dau & Peter Gade - Måling af flydende læsning med øjenbevægelser i skolen
Af Sigrid Klerke & Stine Fuglsang Engmose - Danske gymnasieelevers multimodale anvendelse i fysiske og digitale læringsrum
Af Michael Juul Nielsen & Lasse Bo Jensen
Læs hele udgivelsen her:
Nye artikler på Viden.AI
Når vi skriver artikler på bloggen, gør vi det for det meste ud fra egne interesser og ud fra vores eget individuelle ståsted i uddannelsesektoren. Vi skriver af egen lyst og fordi vi gerne vil oplyse og videreformidle viden om kunstig intelligens i hele undervisningssektoren. Hvis der er nogen, som har lyst til at skrive på bloggen, så er man altid velkommen til at skrive til [email protected].
I denne uge har vi på Viden.AI udgivet 2 nye artikler:
Hvem skal tage ansvaret?
Malte har udgivet en artikel, der stiller det store spørgsmål om, hvem der skal tage ansvaret for implementering og styring af AI i skolerne. Her pointerer han, at der skal være tydelighed om opgave- og ansvarsfordelingen i hele aktørkæden. Samtidig er det vigtigt, at der stilles skarpt på de værdier, vi ønsker i vores uddannelsessystem med de nye teknologiske muligheder.
Analyse: Hvordan påvirker AI undervisernes arbejde?
I hvilken grad vil sprogmodeller påvirke undervisningssektoren? Danmarks Statistik har udgivet en analyse, hvor de ser på, hvordan det danske arbejdsmarked bliver påvirket af store sprogmodeller som fx ChatGPT. Per har skrevet kort om det med fokus på uddannelsessektoren, men hele analysen fra Danmarks Statistik er værd at dykke ned i.
Hvis man vil undgå kunstig intelligens på sin arbejdsplads, skal man vist blive maler 🤔
Nyheder
Kort nyhedsoverblik
I denne sektion har vi udvalgt AI-nyheder i punktform:
- Rygte: Apple tester en intern AI-chatbot kaldet Ask.
- Tekst-til-billedemodellen - Stable Diffusion 3 bliver snart udgivet.
- Ny AI-chip, kaldet Groq, kan gøre sprogmodellerne 10 gange hurtigere.
- Mads Henrichsen, der står bag DanskGPT, har sagt sit job op for at arbejde på at videreudvikle den danske sprogmodel.
Videnskabelige artikler
Vi har tidligere skrevet om mis- og disinformation, og det bliver noget vi helt sikkert kommer til at have fokus på i lang tid.
I artiklen: "Comparing the willingness to share for human-generated vs. AI-generated fake news", undersøger forskere fra University of Lausanne og Munich Center for Machine Learning brugernes reaktioner på falske nyheder skabt af henholdsvis mennesker og kunstig intelligens. Undersøgelsen viser, at mennesker generelt finder de falske nyheder, der er skrevet af kunstig intelligens, en smule mindre troværdige end dem, der er lavet af mennesker. Det betyder dog ikke noget for, om man vil dele nyhederne, for det gør ifølge undersøgelsen ingen forskel, hvem der har skrevet den falske nyhed.
De kom også frem til i undersøgelsen, at konservative deltagere var mere tilbøjelige til at acceptere falske nyheder som værende sande.
The Decoder har lavet en ganske fin gennemgang af artiklen, som kan læses her:
Hvordan generativ kunstig intelligens transformerer forretning og samfund
Oliver Wyman Forums har netop udgivet en rapport, der giver et overblik over, hvordan generativ kunstig intelligens vil påvirke virksomheder, medarbejdere og forbrugere - herunder også lidt om uddannelse.
Det er en omfattende rapport, og den kan hentes her.