Eksamener mister deres værdi, en lektieforsker vil flytte hjemmearbejdet ind i skolen, og debatten raser om, hvad læreren egentlig skal bruge sin tid på. Denne uge handler det om, hvad AI afslører om det system, vi har bygget, og hvad vi bør måle i stedet.
Hermed ugens nyhedsbrev om kunstig intelligens i uddannelsessystemet.
I denne uge har vi fokus på AI, der udstiller en række svagheder i vores nuværende evalueringskultur. Det har fået ledelsen på Arts ved Aarhus Universitet til at slå fast, at den klassiske skriftlige eksamen har mistet sin værdi. Samtidig opfordrer lektieforsker Flemming B. Olsen til helt at afskaffe hjemmearbejde på ungdomsuddannelserne, fordi AI gør det for nemt at springe over gærdet.
Det rejser spørgsmålet om, hvad læreren egentlig skal bruge sin tid på. Gymnasielærer Anja Lea Olsen fortæller i podcasten Lærerværelset, hvordan hun bruger selvudviklede chatbots til at rette opgaver og planlægge undervisning og dermed frigiver tid til det, der ikke kan automatiseres.
Den amerikanske engelsklærer Masheika Allgood advarer dog mod at gå for langt i den retning. Når rettearbejdet overlades til AI, svækkes relationen og lærerens føling med elevens reelle niveau. Det er to perspektiver, der ikke nødvendigvis modsiger hinanden, men som sætter rammen for en nødvendig samtale.
Ugens øvrige debatindlæg peger ned i præcis samme problematik.
Budskabet er det samme. Vi er nødt til at gentænke prøveformer og undervisning, så vi vurderer processen, refleksionen og dømmekraften frem for det fejlfrie slutprodukt.
Samtidig rykker teknologien hastigt ind i klasseværelserne på nye måder. Et godt eksempel er iværksætteren Kim Østergaard, der på blot tre uger har bygget og udrullet den adaptive læringsplatform SkoleElev.ai. Det er netop denne type lynhurtige udvikling og fremvækst af nye vibe-kodede platforme, jeg tager fat på i ugens kommentar. Her advarer jeg om, at de mange dashboards risikerer at give os tunnelsyn, hvor vi forveksler smarte grafer med reel læring.
God læselyst med nyhedsbrevet
Når AI kan skrive opgaver på få minutter, mister den klassiske skriftlige eksamen sin værdi som mål for faglig kunnen. En kronik fra ledelsen på Arts ved Aarhus Universitet peger på, at universiteterne må gentænke både eksamensformer, undervisning og samarbejdet med arbejdsmarkedet.
Kronikken peger på tre udfordringer. Skriftlige opgaver kan ikke længere måle individuel kunnen. Uddannelserne skal forberede de studerende til et arbejdsmarked præget af AI. Fagene må også selv forandre sig. Her fremhæves humaniora som særligt godt rustet, fordi fagene i forvejen træner kritisk analyse og vurdering, kompetencer der bliver centrale, når tekstproduktion er automatiseret.
I kronikken afvises en tilbagevenden til forbud og pen og papir-eksamener. I stedet argumenteres der for at omfavne udviklingen og sætte kritisk evaluering og samspillet mellem mennesker og AI i centrum.
I et interview til Uddannelsesmonitor forklarer Flemming B. Olsen, som i mere end 15 år har forsket i lektier og har skrevet ph.d. om emnet ved Syddansk Universitet, mener, at det ikke længere giver mening at lade elever på ungdomsuddannelser lave hjemmearbejde. Ifølge ham har udviklingen inden for AI gjort problemstillingen akut, fordi mange elever bruger AI til at løse deres opgaver derhjemme.
Samtidig afviser han, at hjemmearbejde i sin nuværende form nødvendigvis lærer elever at arbejde selvstændigt. Mange oplever lektier som en tvang i fag, de ikke interesserer sig for, og vælger derfor AI som genvej. Hvis arbejdet foregår i skolen, kan læreren følge processen, tale med eleverne om deres brug af AI og i højere grad bedømme arbejdsprocessen frem for det færdige produkt.
Forslaget vil ændre lærerrollen. Lærere skal i højere grad vurdere proces, refleksion og brug af værktøjer frem for kun det endelige resultat. Ifølge Flemming B. Olsen kræver det nye løsninger, som kan variere fra fag til fag, men han peger på projekter, hvor modellen allerede er afprøvet med positive erfaringer.
I podcasten Lærerværelset sættes der fokus på, hvordan undervisere kan bruge AI uden for klasselokalet. Gæst i episoden er Anja Lea Olsen, cand.scient. i biofysik og lektor i fysik på H.C. Ørsted Gymnasium i Lyngby. Hun har udviklet en række specialiserede chatbots, der hjælper hende med at rette elevopgaver, skrive mails, planlægge undervisningsforløb og analysere data.
For Anja Lea Olsen fungerer chatbotterne som en form for digital assistent, der kan frigive tid i en travl hverdag. De bruges blandt andet til at skabe variation i undervisningen og til at effektivisere administrative opgaver. Dermed bliver AI et redskab, der understøtter lærerens forberedelse og overblik frem for selve undervisningssituationen.
Lyt med her:
Gymnasieforskning
I det amerikanske magasin EdSurge fortæller Masheika Allgood, om sit arbejde som engelsklærer i 7. klasse på en skole i Florida. Hun brugte systematisk diagnostisk testning og målrettet feedback til at løfte alle elevers faglige niveau.
Ved at kortlægge elevernes reelle kompetencer fra årets start kunne hun planlægge undervisningen præcist og løbende justere den. Ifølge hende var det denne tætte kobling mellem vurdering og undervisning, der skabte faglig fremgang.
Artiklen sætter hendes praksis i kontrast til den stigende brug af AI til automatisk feedback og bedømmelse. Selvom AI kan effektivisere rettearbejdet, advarer hun mod at reducere vurdering til effektivitet. Feedback handler også om relationer, dømmekraft og ansvar.
Spørgsmålet er derfor, hvad der sker med læringen, hvis vurderingen i stigende grad overlades til AI.
Masheika Allgood
Psykolog Johnny Werngreen skriver i et debatindlæg i Politiken, at det mest bemærkelsesværdige ved EVA’s nye undersøgelse ikke er, at gymnasieelever bruger AI, men at skolesystemet stadig er indrettet, som om de ikke gør. Gymnasiet er eksamensstyret, og når prøverne stadig bygger på en logik fra før AI, følger undervisningen med. Resultatet er, at elever oplever opgaverne som meningsløse ritualer frem for reel læring.
Han er kritisk over for undervisningsminister Mattias Tesfayes udtalelser om “åndsfyrsterne i rektorkredse”, som han mener implicit placerer ansvaret hos skolerne, mens ministeriet selv beholder styringsredskaberne. Rektorer kan fortolke og justere, men de kan ikke på egen hånd ændre eksamensformer eller nationale mål.
Løsningen kræver, at prøveformer gentænkes, at læringsmålene bliver tydeligere, og at skolerne får et egentligt mandat til at afprøve nye evalueringsformer. Fortsætter man som nu, vil det ende med, at eleverne bebrejdes for at navigere rationelt i et system, der ikke har indrettet sig efter den virkelighed, de lever i.
Lars Frisdahl, uddannelseskonsulent hos Fonden for Entreprenørskab, og Mathias Lund, AI-projektleder og læringskonsulent hos CBS, argumenterer for, at AI allerede er en fast del af hverdagen i skoler og på uddannelsesinstitutioner. Derfor er dialog om ansvarlig brug ikke nok. Der er brug for en tydelig pædagogisk og strategisk retning.
De peger på, at AI let skubber undervisningen mod mere output, for eksempel hurtigere afleveringer og flottere produkter. Men mere produktion er ikke det samme som mere læring. Hvis skolen ensidigt fokuserer på det, der kan måles og leveres, risikerer man at svække arbejdet med dømmekraft, forståelse og demokratisk deltagelse. Spørgsmålet bør derfor være, hvem eleverne lærer for, og hvordan deres viden kan skabe værdi for andre.
Debatindlægget fremhæver, at dannelse uden handlekompetence kan blive abstrakt, mens handleorientering uden dannelse kan blive tom produktion. Entreprenørskabs- og innovationsdidaktik nævnes som tilgange, der kan forbinde viden med ansvarlig handling i virkelige sammenhænge. Når elever arbejder med konkrete modtagere uden for skolen, ændres opgavens karakter, fordi formål, etik og målgruppe bliver centrale elementer. På den måde kobles teknologisk forståelse og kritisk dømmekraft til konkret handling.
Anja Lea Olsen skriver i Gymnasieskolen om, hvordan generative AI-værktøjer har udfordret tilliden til de store skriftlige opgaver som dokumentation for elevernes selvstændige kompetencer.
Hvis AI ses som et snydeproblem, peger løsningen mod mere kontrol og overvågning, men det kan skabe mistillid og kunstige arbejdsvilkår.
Hvis AI derimod integreres åbent, øges relevansen i forhold til videregående uddannelser og arbejdsmarkedet, men det ændrer samtidig, hvad karakteren måler og gør bedømmelsen mere kompleks.
Med henvisning til VIVE’s evaluering fremhæves det, at elever bruger AI nuanceret og ofte oplever uklarhed om reglerne. Pointen er, at vi ikke kan maksimere kontrol, retfærdighed, autenticitet og gennemførlighed på én gang. AI og bedømmelse er derfor ikke et problem med en endelig løsning, men et grundvilkår der kræver bevidste prioriteringer.
Anja Lea Olsen
I podcasten Bæredygtig Business taler vært Steffen Max Høgh med medieanalytiker Christiane Vejlø om frygt, håb og ansvar i udviklingen af AI. Samtalen kredser om flere niveauer af bekymring, herunder risikoen for jobtab, trusler mod menneskeheden og mere eksistentielle spørgsmål om, hvad det vil sige at være menneske i en tid, hvor teknologien kan forlænge livet og ændre vores relationer. I forhold til skolen understreges vigtigheden af undervisning i konsekvensanalyse, kildekritik og etik, så flere end de teknologisk interesserede elever får indsigt i AI.
Da Kim Østergaards datter spurgte, om han kunne bygge en platform, der kunne hjælpe hende med at blive bedre i skolen, gik han i gang med at udvikle SkoleElev.ai.
På blot tre uger var den første version klar til test. Platformen tilpasser undervisningen til den enkelte elev ved hjælp af en læringsstiltest baseret på VARK-modellen samt en vurdering af elevens faglige niveau. Indhold og sværhedsgrad justeres automatisk, så eleverne kan arbejde på forskellige klassetrin i forskellige fag. Eleverne kan blandt andet få læst tekster højt, tage billeder af opgaver fra deres skolebøger og få genereret forklaringer eller nye øveopgaver. Der er indbygget belønningselementer, der skal understøtte elevernes motivation.
Der har været enkelte fejl og kritiske spørgsmål, blandt andet om ophavsret, men responsen fra lærerne beskrives som overvejende positiv.
Kim Østergaard efterlyser samtidig en bredere debat om AI i skolen, hvor fokus rettes mod at styrke elevernes kreative og menneskelige kompetencer frem for primært at handle om snyd.
Henrik Dürr hedjv.dk
De seneste fire år er der kommet rigtig mange nye læringssystemer til. Særligt efter at "vibe-kodning" (hvor man koder ved hjælp af AI) er brudt igennem, er udviklingen eksploderet. Pludselig kan engagerede forældre og ildsjæle bygge på tre uger, hvad der før tog store tech-virksomheder flere år.
Den slags nysgerrighed og handlekraft er præcis det, der skubber til vores vante forestillinger om skolesystemet. Det skal vi byde velkommen, for hvis vi bare gør, som vi plejer, rykker vi os ikke.
Men vi er nødt til at se kritisk på den tendens, de mange nye AI-drevne systemer fører med sig. Her ser vi ofte et meget instrumentelt læringssyn og et massivt fokus på learning dashboards, hvor man kan følge alle dele af læringen.
Og med vibe-kodning er det blevet nemmere at indsamle data, vise dem i grafer og tydeliggøre progression. Men hvem har tid til at afkode dem i en hektisk hverdag, og ender vi blot med at indsamle irrelevante data i troen om, at det gør os bedre?
I mit kandidatspeciale fra 2017 arbejdede jeg med elevernes formative feedback og brugte maskinlæring (en form for AI) til at behandle data fra undervisningen og præsentere dem på en meningsfuld måde for læreren.
Udfordringen var, at radardiagrammerne og min "læringspuls" var svære at afkode for både læreren og eleverne, fordi de skulle forklares igen og igen. Det skabte et lag mellem eleven og læreren og svækkede netop den relation, som opstår i det direkte møde. Og så er det værd at bemærke, at teknologierne måler forsvindende lidt af det, der i virkeligheden sker i undervisningen.
Jeg mener derfor, at vi skal passe på, at vi ikke ender i et tunnelsyn, hvor vi forveksler det målte med det, der virkelig sker i undervisningen.
