AI har ikke bare sænket barren i skolen. Den har fjernet den helt. Læs ugens nyhedsbrev om balancen mellem AI som kognitiv støtte og faren ved at overlade tænkningen til maskinerne.
Mennesket er biologisk disponeret for at vælge den letteste vej, og sådan har det altid været. Men AI har ikke blot sænket barren i skolen. Den har fjernet den helt, og nu går vi bare igennem, hvor vi før måtte springe.
Det er udgangspunktet for denne uges nyhedsbrev, hvor balancen mellem AI som kognitiv støtte og risikoen for kognitiv svækkelse er i centrum.
Vi starter i USA, hvor professor Prince Sarpong argumenterer for, at AI bør understøtte lærernes bedømmelsesarbejde, fordi vores kognitive kapacitet er begrænset, når stakken af opgaver vokser. Samtidig advarer forsker Misia Temler mod, at det er blevet for fristende at lade AI klare de opgaver, der reelt kræver selvstændig tænkning.
Det er to artikler, der stiller de rigtige spørgsmål, også selvom vi stadig mangler svarene. Det gælder især, når vi skal sikre, at eleverne ikke ender med at miste evnen til at tænke selv.
Herhjemme skriver journaliststuderende Emil Probst om, hvordan AI kan være en fantastisk sparringspartner, men også en farlig genvej i et presset studieliv.
Skoleledere, elever og DI efterlyser i et fælles opråb en national retning for folkeskolen. I Billund Kommune har man ikke ventet, men allerede udrullet en konkret AI-strategi for at sikre, at teknologien bruges på en pædagogisk gennemtænkt måde og ikke som en genvej til færdige svar.
Det er to perspektiver, der supplerer hinanden og sætter rammen for en nødvendig samtale om ledelse.
Ugens øvrige debatindlæg peger i retning af præcis samme problematik.
Budskabet er det samme. Vi kan ikke overlade det til den enkelte elev eller lærer at finde balancen. Det kræver didaktik, ledelse og en fælles retning, hvis AI skal understøtte læring frem for at erstatte den.
Samtidig viser teknologien konstant nye sider af sig selv. Et godt eksempel er forskere fra Københavns Universitet, som har brugt AI til at analysere 850 historiske romaner og dermed udvidet vores kognitive horisont ved at identificere helt oversete kvindelige strømninger.
Det er netop denne balance mellem at udvide vores kapacitet og at outsource vores tænkning, jeg tager fat på i ugens kommentar om at springe over, hvor gærdet er lavest.
God læselyst med nyhedsbrevet.
I det amerikanske magasin Times Higher Education skriver professor Prince Sarpong i et debatindlæg, at AI ikke bør ses som en erstatning for undervisernes dømmekraft, men som et redskab, der kan understøtte bedømmelse og feedback.
Han argumenterer for, at diskussionen om AI i videregående uddannelser ofte låser sig fast mellem begejstring og modstand, mens en vigtig pointe bliver overset, nemlig at menneskers kognitive kapacitet er begrænset. Når undervisere skal rette mange opgaver eller specialer, falder koncentrationen, og det kan påvirke både kvaliteten, dybden og ensartetheden i bedømmelsen. Derfor mener Prince Sarpong, at AI bør bruges som støtte i bedømmelsesarbejdet frem for som en erstatning for underviserens faglige dømmekraft.
Læs hele debatindlægget her:
Prince Sarpong
I The Conversation UK skriver forskeren Misia Temler, at det er blevet stadig mere fristende at lade AI klare opgaver, som tidligere krævede selvstændig tænkning. Det gælder for eksempel skrivning, opsummering og hurtige svar på spørgsmål.
Hun peger på, at forskning viser, at omfattende brug af AI kan hænge sammen med mere overfladisk informationsbehandling, mindre kritisk engagement og en større følelse af afhængighed. Hendes pointe er dog, at det afgørende ikke er, om vi bruger AI, men hvordan vi bruger det.
Misia Temler forklarer, at mennesker altid har støttet sig til andres viden, og at det i sig selv ikke er et problem. Vi lærer netop gennem støtte fra andre, for eksempel når en lærer hjælper en elev med feedback og vejledning. Men der er forskel på at få støtte til at udvikle sin egen forståelse og at overlade selve tænkningen til andre.
Ifølge artiklen bør AI derfor bruges som et redskab, der understøtter læring, i stedet for at erstatte den.
Læs hele artiklen her:
Misia Temler
I et debatindlæg i Gymnasieskolen beskriver journaliststuderende Emil Probst et tydeligt dobbeltsyn på AI i uddannelsessektoren. Han fremhæver, at AI-værktøjer kan være en stor støtte i studiearbejdet, fordi de kan hjælpe med at forstå svært stof, skabe overblik over omfattende materiale og give idéer til skriveprocessen. På den måde bliver AI en praktisk sparringspartner, der kan gøre arbejdet mere overskueligt for elever og studerende.
Samtidig advarer han mod, at den voksende brug af AI kan få nogle til at vælge den hurtige løsning frem for selv at tænke, analysere og arbejde sig gennem det fagligt krævende. Han understreger, at det ikke kun handler om dovenskab, men også om et stort arbejdspres, meget pensum og et ønske om at nå sine opgaver til tiden. Pointen er derfor, at AI både kan understøtte læring og risikere at svække den, hvis teknologien bruges som erstatning for selvstændigt arbejde.
Emil Probst
I et debatindlæg i Skolemonitor opfordrer skoleledere, elever og DI en ny regering til at sætte en tydelig national retning for brugen af AI i folkeskolen. De fremhæver, at AI allerede er blevet en del af mange elevers skolearbejde og lærernes forberedelse, og at spørgsmålet derfor ikke længere er, om teknologien hører hjemme i skolen, men hvordan den kan bruges klogt og ansvarligt.
De ønsker derfor et omfattende og praksisnært forsøgsprogram, hvor folkeskoler systematisk afprøver AI i undervisningen og i evalueringen, så erfaringerne kan bruges som grundlag for politiske beslutninger.
Billund Kommune har brugt over halvandet år på at udvikle en konkret strategi for brugen af AI i skolerne. Målet er at give lærere og elever tydelige rammer, så AI anvendes fagligt relevant, pædagogisk gennemtænkt og med fokus på data og sikkerhed. Som led i strategien skal alle lærere deltage i workshops, og kommunen har taget et lukket værktøj i brug, hvor eleverne kan arbejde med sprogmodeller under mere kontrollerede forhold.
Strategien lægger også vægt på, at AI skal bruges som støtte til idéudvikling og læring frem for som en genvej til færdige svar. Eleverne skal være kildekritiske, tjekke svarene og være åbne om, hvornår de bruger AI. Samtidig viser erfaringerne fra Billund, at arbejdet kræver tid, ledelsesopbakning og grundige afklaringer om blandt andet GDPR, risici og kompetenceudvikling.
Erfaringen fra Billund er samtidig, at arbejdet kræver tid, ledelsesopbakning og grundige afklaringer om blandt andet GDPR, risici og kompetenceudvikling.
I Uddannelsesmonitors valgserie siger Moderaternes undervisnings- og uddannelsesordfører Rasmus Lund-Nielsen, at AI ikke blot er et nyt hjælpemiddel, men en teknologi, der kan overtage vigtige dele af den læring, som uddannelsen skal give eleverne.
Han advarer mod, at elever bruger AI til at skrive opgaver, analysere tekster eller løse problemer på en måde, der svækker deres egen tænkning og dømmekraft. Derfor ønsker han klare rammer for brugen af AI, mere undervisning og flere prøver med pen og papir samt et stærkere fokus på grundlæggende læse, skrive og regnefærdigheder.
Samlet tegner interviewet et billede af et parti, der ønsker mere praksisnær undervisning, mindre central styring og en mere forsigtig tilgang til AI i uddannelsessektoren.
Docent, ph.d. og forskningsleder på læreruddannelsen ved UCN, Preben Olund Kirkegaard, argumenterer for, at AI ikke i sig selv er problemet.
Teknologien kan fungere som en slags konstant feedbackpartner, der kan hjælpe elever med at forklare begreber, strukturere opgaver og udvikle idéer. Men læring opstår først, når eleverne selv bearbejder og forstår de forslag, som AI giver. Derfor er det afgørende, at undervisningen fokuserer på elevernes refleksion og faglige forståelse frem for blot det færdige produkt.
Preben Olund Kirkegaard mener, at undervisningen derfor bør udvikle en egentlig pædagogik for brugen af AI. Lærere skal designe opgaver, hvor refleksion og faglig stillingtagen er centrale, og hvor AI bliver et eksplicit emne i undervisningen.
Eleverne bør lære, hvordan AI fungerer, hvilke begrænsninger teknologien har, og hvordan man kan skelne mellem et sprogligt overbevisende svar og et fagligt korrekt svar.
I podcasten Undervisning & Formidling tager Anders Peter og Jeppe Bundsgaard fat på spørgsmålet om, hvad et godt læremiddel egentlig skal kunne, og hvordan undervisningen påvirkes af de materialer, lærerne vælger og bruger. Samtalen bevæger sig fra klassiske læremidler og fagdidaktik til AI, motivation, fællesskab og praksisnær læring.
Podcasten kredser blandt andet om, hvordan undervisningen kan blive mere undersøgende, praksisnær og samarbejdsorienteret, og hvad det betyder for synet på både læremidler og teknologi. Den rejser også spørgsmålet om, hvilken rolle AI bør spille i skolen, og hvordan teknologien bedst kan understøtte lærerens didaktiske arbejde.
Det er en samtale for dem, der ønsker at dykke længere ned i forholdet mellem læremidler, undervisning og AI i skolen.
Anders Peter Nielsen
Forlagsredaktør Maria Appel Bangshøj fra Dafolo peger i Skoleliv på, at AI i stigende grad fylder i skolen, men at arbejdet med teknologien organiseres meget forskelligt fra skole til skole. Nogle skoler har tydelige rammer og en fælles retning, mens andre overlader ansvaret til den enkelte lærer.
Hun sammenligner situationen med indførelsen af læringsplatforme i 2016, hvor mange skoler brugte såkaldte superbrugere til at hjælpe deres kolleger. Erfaringen viste dog, at det var svært at skabe reelt ejerskab hos alle medarbejdere, fordi forandringen var kompleks og krævede meget tid.
Derfor fremhæver hun et dobbelt didaktisk ansvar i arbejdet med AI. Ledelsen skal skabe klare rammer og en tydelig retning for arbejdet, så lærerne ikke står alene med opgaven. Samtidig skal lærerne både bruge AI fagligt i undervisningen og hjælpe eleverne med at forstå, hvornår og hvordan det giver mening at bruge teknologien.
Pointen er, at læring ikke opstår af teknologien i sig selv, men af den måde, undervisningen planlægges og gennemføres på. Derfor bør AI i skolen først og fremmest ses som et ledelsesansvar og en fælles didaktisk opgave.
Netværket Tech og Trivsel blev dannet i 2022 for at sætte fokus på skærmbrug, techgiganters indflydelse og behovet for regulering.
Nu peger netværket på fem nye udfordringer knyttet til AI, nemlig digital suverænitet, sikkerhed og beredskab, psykologisk trivsel, bæredygtighed og risikoen for kognitiv outsourcing.
De advarer mod afhængighed af udenlandske platforme, energiforbrug fra datacentre og en udvikling, hvor mennesker overlader tænkning og relationsarbejde til AI. Derfor efterlyser netværket en bred debat om regulering og ansvarlig anvendelse af AI.
Læs hele kronikken her:
Forskere fra Københavns Universitet har digitaliseret og analyseret 850 romaner fra perioden 1870 til 1900 ved hjælp af algoritmer og AI. Projektet viser, at vores billede af Det Moderne Gennembrud har været præget af et relativt lille udvalg af kendte forfattere som Herman Bang og Amalie Skram. Når forskerne i stedet undersøger et langt bredere tekstmateriale, dukker der andre temaer, stemmer og værker frem, som tidligere er blevet overset.
Et af de vigtigste fund er, at kvindelige forfattere ikke kun skildrede kvinders liv som præget af undertrykkelse, sorg og afmagt. Denne tendens findes stadig, men analysen peger også på en tydelig strømning, hvor kvinders liv fremstilles mere positivt, blandt andet gennem stærke venskaber og religiøsitet.
Projektet fremhæver samtidig, hvordan AI kan ændre litteraturforskningen ved at gøre det muligt at arbejde med meget store tekstmængder. De digitale metoder har hjulpet forskerne med at identificere glemte romaner og forfattere samt med at nuancere forståelsen af periodens store temaer som køn, ligestilling og religion.
Teknologien er blevet nem. Det går lynhurtigt at skrive tekster, opsummere bøger og finde information, og hver gang en ny teknologi udfordrer det, vi kender, er vores første instinkt at regulere os ud af problemet. Men hvad nu, hvis regler ikke er svaret denne gang?
Spørgsmålet er ikke, om eleverne vil bruge det. Det vil de. Spørgsmålet er, hvad det gør ved dem, for AI har ikke bare sænket barren. Den har fjernet den helt.
Tænk på en elev, der sidder med en opgave klokken 23. Før ville hun måske have åbnet sine noter, bladret i bogen og forsøgt at formulere en sætning. Hun ville være fejlet og have prøvet igen. Det var besværligt, og det var meningen. Nu åbner hun ChatGPT. På 30 sekunder har hun et svar, der lyder rigtigt. Hun afleverer det. Hun dumper ikke, men hun lærer heller ikke noget.
Det er ikke snyd. Det er en rationel reaktion på, at gærdet er fjernet. Og det ubehagelige spørgsmål er ikke "Hvorfor snyder hun?" Det egentlige spørgsmål er "Hvad har vi designet, der gør det rationelt at gå igennem i stedet for at springe over?".
Vi har en tendens til at tale om friktion som noget, der for enhver pris skal elimineres. Noget friktion skal også elimineres. Som professor Prince Sarpong peger på i dette nyhedsbrev, er det godt, at AI kan fjerne den uproduktive friktion for lærere, der er ved at drukne i rettearbejde. Men der findes en anden slags friktion. Det er den, der tvinger dig til at tænke, den besværlighed, som er selve læringsprocessen, og den modstand, der gør, at noget sætter sig i dig som menneske. Det er produktiv friktion, og som forsker Misia Temler advarer om, forsvinder den, når alt går for stærkt.
Svend Brinkmann beskriver i sin bog Menneskeetik begrebet "moralsk opmærksomhed". Det er evnen til at opdage, at der overhovedet er noget på spil. Det handler ikke om, hvad du gør, eller om du træffer den rigtige beslutning, men om, hvorvidt du overhovedet ser situationen, som den er. Det er det sværeste trin i etisk handling, og det er præcis det, teknologien gør svært, fordi den fjerner pausen, det lille rum og de tre sekunder, hvor du ellers ville have opdaget det. Produktiv friktion og moralsk opmærksomhed er to sider af samme sag. Friktionen skaber rummet, og rummet giver dig tid til at se.
Løsningen er ikke at hæve gærdet med flere AI-forbud eller registreringssystemer. Vi skal ikke bygge gærder. Vi skal skabe situationer, hvor eleverne selv opdager, at de ellers ville have sprunget over. Vi skal dyrke friktionen bevidst, ikke som straf, men som metode.
Vi skal ikke bygge gærdet tilbage for gærdets skyld. Vi skal lære eleverne og os selv at se, hvornår der burde være et. Det er digital dannelse. Det er ikke et it-projekt, men et menneskeligt projekt. Spørgsmålet er ikke længere, om vi springer over. Spørgsmålet er, om vi overhovedet ser, at der var et gærde.
