Ugens nyheder: Danskerne kæmper med at genkende AI-indhold
Endnu en uge er gået, og den har været fyldt godt op med nyheder om kunstig intelligens. Vi har lavet et udpluk af de vigtigste, der kan relateres eller have betydning for uddannelsessektoren.
Den største historie har været udgivelsen af regeringens ekspertgruppes anbefalinger til udvikling og anvendelse af kunstig intelligens. Imens de prøver at tøjle teknologien, har en rapport fra SDU klarlagt, at danskerne har svært ved at afkode, når indhold er genereret af kunstig intelligens. Derfor er det også interessant, når Officepakken med indbygget kunstig intelligens kommer på dansk, og teknologier som EMO - Emote Portrait Alive, kommer til at påvirke mediebilledet. Derfor bliver vi som skole nødt til at uddanne de unge mennesker til at forstå teknologierne. Utdanningsdirektoratet i Norge har udarbejdet en side, der kommer med råd om inddragelse af kunstig intelligens i skolen. Samtidig har Danske Gymnasier udgivet deres nye digitaliseringsstrategi.
Ugens anbefaling er henvisning til sidste uges afsnit af Prompt, som havde Mikkel Aslak i studiet til en snak om de anbefalinger fra BUVM's ekspertgruppe. Det er der kommet en god snak ud af, og der åbnes lidt op for, hvad man kan forvente, når de offentliggøres til april.
Nyhedsbrevet er blevet lidt langt, men der sker også ret meget for tiden, og vi håber, du kan følge med. Vi er under alle omstændigheder glade for, at du læser med, og vi håber, nyhedsbrevet er med til at belyse både udfordringer og muligheder med teknologien i undervisningssektoren.
God læselyst
Den 29. februar præsenterede ekspertgruppen 13 anbefalinger til, hvordan samfundet kan udnytte mulighederne med kunstig intelligens, men også sikre, at teknologien ikke misbruges. Formanden for ekspertgruppen, Mikkel Flyverbom, der er professor i digitale transformationer på CBS, siger til DR, at "alt indhold bliver fremover potentielt utroværdigt", og at det bliver sværere at skelne sandt fra falsk.
Tech-giganternes medansvar for informationstroværdighed på deres platforme
Beskyttelse af børn og unge mod skadelig anvendelse og udvikling af kunstig intelligens på tech-giganternes tjenester
Regulering af tech-giganters uautoriserede brug af ophavsretligt beskyttet materiale
Tech-giganternes markedsdominans inden for udviklingen af kunstig intelligens
Læs alle anbefalingerne herunder:


Digital Democracy Centre, Det Samfundsvidenskabelige Fakultet på Syddansk Universitet, har udgivet en ny rapport, der undersøger danskernes forståelse af, holdninger til og brug af kunstig intelligens.
Rapporten fremhæver, at interessen for og forståelsen af kunstig intelligens er højest blandt mænd, de unge, højtuddannede og digitalt dygtige, hvilket kan være med til at forstærke digitale uligheder. Danskerne har generelt svært ved at identificere AI-genereret indhold. Faktisk mener hele 71% af befolkningen, at generativ kunstig intelligens kan forværre udfordringer med falsk eller misinformerende indhold.
Derudover viser rapporten, at 40% af danskerne har benyttet generativ kunstig intelligens. Skepsis og manglende tillid til AI er udbredt, med kun 15% af befolkningen, der har stor tillid til teknologien.
Læs hele rapporten på SDUs hjemmeside.
Microsoft har annonceret, at deres udgave af kunstig intelligens indbygget i officepakken, kaldet Copilot, udkommer i løbet af marts/april. Samtidig vil Microsoft Copilot også blive tilgængelig i deres mobilapp.
I sidste uge udkom også en ny forskningsartikel fra Alibaba's Institute for Intelligent Computing med et nyt lyd-til-video projekt. Her har de trænet en model på mere end 150 millioner billeder og 250 timers talking heads videoer. EMO konverterer lyden og billedet om til video, og forsøger at fange de små subtile ansigts bevægelser, der er, når mennesker taler.
Herunder har vi udvalgt 2 eksempler, der viser de nye muligheder.
Character: Audrey Kathleen Hepburn-Ruston Vocal Source: Ed Sheeran - Perfect. Covered by Samantha Harvey
Character: AI Lady from SORA Vocal Source: Where We Go From Here with OpenAI's Mira Murati
Vi har den med i vores nyhedsbrev, for EMO kan være en god kilde, hvis man skal arbejde med deepfakes og misinformation som en del af undervisningen. Deres mange eksempler lægger op til en etisk og faglig diskussion om mulighederne for misbrug af teknologien.
Se alle eksempler på EMOs hjemmeside.

I Norge har Utdanningsdirektoratet lavet en side, hvor de deler deres samarbejde med skoler, kommuner, universiteter og højskoler indenfor kunstig intelligens. Her stiller de nogle grundlæggende spørgsmål om skole og uddannelse:
På siden kan man finde mange gode råd om inddragelse af kunstig intelligens i skolen, og meget af det kan oversættes til en dansk kontekst.
Danske Gymnasier skriver i deres nye strategi for digital teknologi, at der er et akut behov for at ændre både undervisning og prøveformer i gymnasiet. De foreslår, at alle læreplaner opdateres mindst hvert 5. år, og at der iværksættes en ambitiøs efteruddannelsesindsats, således at gymnasielærerne bliver bekendte med de teknologiske muligheder i deres fag. Derudover ønsker de, at digital teknologiforståelse integreres i de eksisterende fag og samtidig indføres som et nyt obligatorisk fag i de almengymnasiale uddannelser.
Læs hele strategien her:







Herunder udvælger vi artikler eller værktøjer, der har et lidt mere videnskabeligt perspektiv. Det er artikler, som vi selv læser for at holde os opdateret, og samtidig ved vi også godt, at det er noget, som ikke er så interessant for de fleste.
Udviklingen inden for sprogmodeller går ud på at gøre dem meget mere effektive. Den nyeste metode er at konvertere og udvikle sprogmodeller til at være 1-bit, hvilket forskere fra Microsoft Research og University of the Chinese Academy of Sciences har udviklet. BitNet b1.58 har samme ydeevne som 16-bit-modellerne, men er mere effektiv i energiforbrug, responsivitet, hastighed og processorkraft.
For at udnytte 1-bit sprogmodeller fuldt ud vil det dog kræve udvikling af ny specialiseret hardware.

Inden for programmering har der i lang tid været brugt kunstig intelligens, og nu er der kommet en ny model kaldet StarCoder2. Det er ServiceNow, Nvidia og Huggingface, som er gået sammen og lavet modellen, der er optimeret til kodning. Modellen er blevet trænet på over 80 programmeringssprog og har et stort kontekstvindue.
Hvis du er interesseret i programmering, så vil vi anbefale, at du undersøger deres hjemmeside.


Mikkel Aslak har været en tur forbi DR's radioprogram Prompt og snakket med Marcel Mirzaei-Fard og Henrik Moltke om AI-ekspertgruppens kommende anbefalinger. Det er der kommet et ret godt interview ud af.
Danmark har oplevet sin værste hackeruge i mands minde med angreb mod offentlige hjemmesider og en spektakulær sag hos Netcompany, der endte med en anholdelse. Vi gør status. Vi ser også nærmere på Googles billedgenerator, der bliver kritiseret for at være absurd woke, fordi den undlader at generere billeder af hvide mænd. Til sidst taler vi med læreren Mikkel Aslak, der sidder i regeringens AI-ekspertgruppe. Gruppen skal komme med anbefalinger til brugen af AI i skolerne, og Aslak vil have os til at holde op med at kalde elever, der bruger ChatGPT, for snydere.
Værter: Marcel Mirzaei-Fard, tech-analytiker og Henrik Moltke, tech-korrespondent.
