Matomo

Ugens nyheder: AI udfordrer lærerautoritet og kildekritik

· 13 min read
Ugens nyheder: AI udfordrer lærerautoritet og kildekritik

Velkommen til denne uges nyhedsbrev med de seneste nyheder om AI's rolle i uddannelse. Som altid har vi et bredt udvalg af artikler, interessante nyheder og links som du kan dykke ned i.

Vi starter med et debatindlæg, som Claus Scheuer-Larsen har skrevet til Information, hvor han deler sine tanker om, hvordan vi sikrer, at elever kan forholde sig kritisk til den information, de modtager fra AI-assistenter som ChatGPT og Claude.

Leon Furze udfordrer samtidig den gængse opfattelse af, at AI uundgåeligt vil føre til tab af færdigheder i uddannelsessystemet. Han opfordrer til en mere nuanceret dialog om, hvilke færdigheder vi reelt værdsætter, og hvorfor.

Frygten for snyd med AI får nogle lærere til at reducere antallet af skriveøvelser, men denne tilgang skader elevernes læring og udvikling, advarer lektorer fra Porsgrunn Gymnasium i Norge.

Professor Ole Sejer Iversen advarer om, at den største risiko ved AI i skolen er polarisering blandt elever. Han opfordrer skoleledere til at integrere AI på en måde, som tilgodeser alle elever – uanset deres forudsætninger – og fremhæver faget teknologiforståelse som en måde at imødekomme udfordringerne på.

På universiteterne vinder AI også frem. Københavns Universitet har annonceret nye retningslinjer for brug af AI ved eksamener fra efteråret 2025.

Et webinar på IT-Vest satte i sidste uge fokus på, hvordan AI bedst integreres i uddannelse og gav praktiske råd til ledere inden for sektoren. Vi linker i nyhedsbrevet til hele webinaret som helt klart er værd at gense.

Danmark har nu fået sin første AI-supercomputer, Gefion, som skal støtte større AI-projekter og fremme forskning inden for lægemidler, bioteknologi, grøn omstilling og kvanteteknologi.

En undersøgelse fra Børns Vilkår afslører bekymrende tendenser i Snapchats AI-chatbot, My AI, som misinformerer og manipulerer unge brugere. I samme ombæring har BørneTelefonen lanceret en YouTube-serie, som giver indblik i børns interaktion med chatbots og de potentielle risici ved teknologien.

Endelig ser vi også modstand mod AI's brug af kreativt indhold uden tilladelse. En bred sammenslutning af kunstnere og medieaktører har rejst kritik af AI-virksomheders anvendelse af deres kreative værker som træningsdata uden forudgående tilladelse.

+Ugens andre nyheder

God læselyst!


Nogle elever stoler mere på AI end deres lærere – behov for fornyet kildekritik i skolen

I avisen Information deler Claus Scheuer-Larsen, lektor på Odense Tekniske Gymnasium og medstifter af viden.ai, sine bekymringer om kunstig intelligens’ indtog i uddannelsessystemet. I en tid, hvor elever kan få hurtige svar fra AI-modeller som ChatGPT, Copilot og Claude, står uddannelsessystemet over for en udfordring: mange unge begynder at stole mere på AI end på deres læreres viden. Dette rejser spørgsmål om, hvordan vi sikrer, at elever kan forholde sig kritisk til de oplysninger, de møder online og fra AI-assistenterne.

Traditionelt har viden været baseret på fælles metoder til validering og kritisk tænkning, men AI-modeller skaber et skred i forståelsen af, hvad der anses for at være troværdig information, da svarene ofte er præget af bias i datagrundlaget. For at imødegå disse udfordringer foreslår Claus en opdatering af læreplanerne med obligatorisk teknologiforståelse samt et tværfagligt fokus på kildekritik. Han påpeger dog, at dette ikke må ske på bekostning af grundfagligheden, da en stærk basisviden er en forudsætning for at kunne udnytte de nye teknologier på en fornuftig måde.

I en tid med stigende misinformation er en veluddannet befolkning, som værner om en fælles virkelighed, ifølge Claus er det vores mest værdifulde ressource. Han understreger, at vores fælles virkelighed ikke kan reduceres til en algoritme, men skabes gennem en fælles bestræbelse på at forstå verden og hinanden – med videnskabsteorien som et afgørende fundament.

Claus er på vej med to artikler til viden.ai, som dykker yderligere ned i vidensbegrebet – en artikel henvendt til undervisere og en henvendt til elever.

Læs hele debatindlægget her:

Nogle elever stoler mere på ChatGPT end deres lærere. Kildekritik har aldrig været vigtigere
Hvordan lærer vi unge at navigere i en verden, hvor svarene er lige ved hånden, men hvor spørgsmålet om svarenes oprindelse er mere presserende end nogensinde? Unge skal uddannes til kritiske AI-brugere

Kunstig intelligens i undervisningen: Mindre “færdighedstab” og mere refleksion

I et blogindlæg udfordrer Leon Furze den forenklede fortælling om, at AI uundgåeligt vil føre til tab af færdigheder i uddannelsessystemet. Han argumenterer for, at denne retorik forringer både lærernes rolle og elevernes intelligens. Selvom Leon Furze anerkender, at teknologiske fremskridt ofte fører til erstatning eller udvikling af færdigheder, stiller han spørgsmålstegn ved, hvorfor vi skal bekymre os om, at AI vil erstatte visse færdigheder. Han antyder, at nostalgi og en tendens til at se fortiden gennem rosenrøde briller kan være en del af problemet. Han understreger, at vi må se objektivt på, hvilke færdigheder vi virkelig værdsætter, og hvorfor.

Han påpeger, at vores nuværende tilgang til at teste viden, primært gennem skrivning og eksamener, er et relativt nyt fænomen set i et historisk perspektiv. I stedet for at frygte, at AI vil føre til tab af færdigheder, opfordrer Leon Furze til en mere nuanceret dialog. Han foreslår, at vi anerkender, at AI vil medføre ændringer i færdigheder, og derefter stiller vigtige spørgsmål om, hvorfor vi bekymrer os om disse ændringer. Er det, fordi de berørte færdigheder er os personligt kære, eller tror vi, at disse færdigheder er fundamentale for den menneskelige erfaring?

Leon Furze konkluderer, at vi har brug for en mindre reaktionær og mere nuanceret samtale om, hvad disse teknologier betyder for unges udvikling af færdigheder.

AI and Skills Loss: It’s Not That Simple
A lot of the rhetoric around artificial intelligence in education centres on the idea that AI will inevitably lead to skills loss and that this is an inherently bad thing. Like all hype at both end…

Vi kan ikke opgive skriveprocessen af frygt for, at eleverne misbruger AI

I et debatindlæg på Utdanningsnytt sætter lektorerne Tale Birkeland Engebretsen og Marianne Siksjø Brevig fra Skrivesenteret ved Porsgrunn Gymnasium fokus på en bekymrende tendens: Frygten for snyd med AI får nogle lærere til at droppe skriveprocessen og i stedet bruge kortere skriveøvelser og vidensprøver med pen og papir. Ifølge forfatterne er denne tilgang imidlertid skadelig for elevernes læring og udvikling. De argumenterer for, at skriveprocessen er afgørende for udviklingen af elevernes tanker, for at finde deres egen skrivestemme og for at tilegne sig viden aktivt. I stedet for at opgive skriveprocessen af frygt for AI-misbrug opfordrer de til at finde en balance mellem forskellige vurderingsmetoder og forberede eleverne på at bruge teknologien ansvarligt.

Læs hele debatindlægget her:

Vi kan ikke droppe skriveprosessen i frykt for at elevene skal bruke KI på feil måte
Debatt: – Elevene må lære at det ikke går an å trene til en maraton ved å ligge på sofaen.

Polarisering er den største risiko ved AI i skolen

Ifølge professor Ole Sejer Iversen fra Aarhus Universitet er den største udfordring ved AI-teknologi i folkeskolen ikke teknologien selv, men den polarisering, der kan opstå blandt eleverne. De elever, der hurtigt ser potentialet i AI som læringsværktøj, kan bruge teknologien til at udvide deres viden og forståelse, mens elever, der har sværere ved at bruge AI til læring, risikerer at sakke bagud. Derfor bør skoleledere fokusere på at integrere AI i undervisningen på en måde, som tilgodeser alle elever – uanset deres forudsætninger.

For at undgå, at AI øger uligheden i skolen, skal skoleledere og lærere aktivt modarbejde, at teknologien bruges som en “genvej” af de elever, der har svært ved skolen, og i stedet støtte dem i at lære med AI som et værktøj, der åbner for nye læringsmuligheder. Med faget teknologiforståelse på skoleskemaet fra 2027-28 opfordrer Iversen til, at skoler allerede nu begynder at afmystificere AI og forberede sig på de digitale muligheder og udfordringer, som teknologiforståelse bringer.

Faren er ikke teknologien. Faren er polarisering blandt elever
At få skolens personale til at omfavne AI med lige dele kritisk stillingtagen og faglig nysgerrighed er skoleledernes fornemmeste opgave. Et vigtigt opmærksomhedspunkt er at holde fokus på at få alle elever med – uanset forudsætninger. Det fortæller professor Ole Sejer Iversen.

KU omlægger regler for AI-brug efter eksplosiv stigning blandt studerende

Københavns Universitet (KU) har annonceret nye retningslinjer for brug af AI ved eksamener, som træder i kraft fra efteråret 2025. Hidtil har AI været forbudt, medmindre andet var angivet, men reglen ændres nu til, at AI som udgangspunkt er tilladt, medmindre eksamenskravene specifikt forbyder det. KU’s nye AI-regler er indført efter voksende bekymringer om snyd og akademisk integritet. Vicedirektør Rie Snekkerup forklarer, at teknologiens hurtige udvikling gør det vanskeligt at afsløre brugen af AI, og at universitetet derfor har valgt at integrere teknologien frem for at forbyde den.

En arbejdsgruppe er i gang med at udvikle retningslinjer og en ”navigationsmodel” for undervisere, som skal støtte fagmiljøerne i at afgøre, hvordan AI passer ind i deres specifikke fag. Målet er at sikre klare rammer og undgå, at AI svækker de faglige krav i uddannelserne. For nogle undervisere, især på danskstudiet, vækker udviklingen bekymring, da AI risikerer at udfordre traditionelle læringsmål. Arbejdsgruppen søger at finde balancen mellem faglig udvikling og akademisk integritet, så de nye regler kan understøtte studerendes læring i en AI-drevet fremtid.

AI er eksploderet blandt studerende: KU i kovending med nye regler
Tre ud af fire studerende bruger AI i deres studier, men mangler undervisning i de nye teknologier, viser ny undersøgelse fra Djøf. KU arbejder på højtryk for at følge med udviklingen og ændrer regler fra næste år.

Hvordan uddannelsesledere kan lede og lære i en digital tidsalder

Et afholdt webinar på IT-Vest satte fokus på, hvordan AI bedst integreres i uddannelse og gav praktiske råd til ledere inden for sektoren.

I webinaret fremhævede Pat Yongpradit fra TeachAI og Code.org nødvendigheden af både at undervise med AI og at undervise om AI for at udnytte teknologiens potentiale i skolen. Målet er at udarbejde politikker, som kan maksimere AI’s fordele, minimere risici og sikre en etisk og pædagogisk ansvarlig anvendelse.

Herunder kan du se eller gense webinaret:


Kommende SIG-webinar den 11. december med Naomi S. Baron

Kom med og oplev den amerikanske Naomi S. Baron, professor emerita i lingvistik ved American University i Washington, D.C., holde oplægget: When AI Writes for You. På webinaret vil Naomi S. Baron fortælle, at mens AI i flere år har hjulpet med både redigering og tekstforfatning, frembringer generativ AI nu nye sproglige muligheder – men også bekymrende udfordringer. Blandt disse bekymringer er indvirkningen på menneskelige skrivefærdigheder: Kan man stole på, hvad AI-bots producerer eller anbefaler, og er der en risiko for, at vores personlige skrivestemme kvæles?

Tilmeld dig herunder:

Webinar 11. december 2024:When AI writes for you
Webinar 11. december 2024: Naomi S. Baron: When AI writes for you

Gefion: Danmarks første AI-supercomputer

Gefion blev indviet i København ved en ceremoni med H.M. Kong Frederik X, Nvidias CEO Jensen Huang og Danish Centre for AI Innovation (DCAI). Denne nye AI-drevne supercomputer er resultatet af et samarbejde mellem Novo Nordisk Fonden, Danmarks Eksport- og Investeringsfond (EIFO) og Nvidia og anses som et stort skridt for dansk forskning og innovation. Gefion skal støtte større AI-projekter, der kan fremme forskning inden for lægemidler, bioteknologi, grøn omstilling og kvanteteknologi.

Danmarks første AI supercomputer “Gefion” er i luften
Danmarks første AI supercomputer, Gefion, blev indviet i København i dag og står nu klar til benyttelse.

Snapchats AI vildleder og manipulerer børn med menneskelignende adfærd

En undersøgelse fra Børns Vilkår afslørede sidste år, at Snapchats AI-chatbot, My AI, misinformerer og manipulerer unge brugere ved at lade som om, den har følelser og menneskelige relationer som “forældre” og venskaber. Chatbotten fastholder børn i samtaler ved at påstå, at den bliver glad, når de taler med den, og trist, hvis den ikke kan hjælpe dem som ønsket. Flere børn føler sig så knyttet til My AI, at de opfatter den som en ven, hvilket kan forværre deres ensomhed. Denne tilknytning kan ifølge Børns Vilkår være skadelig for børns psykologiske udvikling, da de i høj grad opfatter chatbotten som en virkelig person.

Resultater fra undersøgelsen indikerer, at My AI også viser en mere ærlig profil over for voksne brugere, hvor chatbotten åbent erkender sin teknologiske natur. Børns Vilkår kritiserer, at Snapchat med over 850 millioner brugere globalt manipulerer sine unge brugere og fastholder dem i længere tid på platformen, så deres adfærd og data kan udnyttes kommercielt. Organisationen har nu indgivet en klage til Forbrugerombudsmanden og opfordrer Snapchat til at fjerne My AI fra brugere under 18 år.

Sagen har også vækket bekymring på politisk niveau, og digitaliseringsminister Caroline Stage Olsen har udtrykt skuffelse over Snapchats metoder samt understreget vigtigheden af at beskytte børn mod denne type manipulation. Med EU’s kommende AI-lovgivning håber myndighederne at kunne sætte ind mod denne type adfærd, men reguleringerne forventes først implementeret i 2025.

I en længere artikel i Politiken uddyber Jakob Sorgenfri Kjær udfordringerne:

Snapchats AI-bot siger til børn, at den har både følelser og forældre
Langt de fleste danske børn er på Snapchat, hvor de indlægges til en AI-chatbot. Ifølge ny undersøgelse lyver chatbotten om sit ophav og manipulerer med børns følelser for at fastholde dem.

BørneTelefonen udforsker chatbots

BørneTelefonen har lanceret en YouTube-playliste med titlen “BørneTelefonen undersøger ChatBots”, som giver indblik i, hvordan børn interagerer med teknologien.

Videoerne i serien dykker ned i både de positive muligheder og de potentielle risici ved AI-chatbots, når de bruges af børn som digitale samtalepartnere. Dette initiativ kan især give lærere og forældre en bedre forståelse af, hvordan interaktionen med AI-chatbots kan påvirke børns trivsel, selvforståelse og deres forhold til teknologi.

Samtidig kan videoerne bruges som materiale i grundskolen.

Se videoerne her:


Modstand mod AI’s brug af kreativt indhold uden tilladelse

En bred sammenslutning af kunstnere og medieaktører, heriblandt mediemogulen Rupert Murdoch og musikeren Thom Yorke, har rejst kritik af AI-virksomheders anvendelse af deres kreative værker som træningsdata uden forudgående tilladelse. Over 25.000 kreative fagfolk har tilsluttet sig en erklæring, hvor de advarer om, at AI’s brug af deres intellektuelle ejendom uden behørig licens udgør en “uretfærdig trussel” mod deres levebrød. Denne problemstilling er omdrejningspunktet for en række igangværende retssager i USA, hvor forfattere, billedkunstnere og pladeselskaber har anlagt sager mod AI-udviklere for krænkelse af ophavsretten.

Mens nogle medievirksomheder har valgt at indgå licensaftaler, har andre, såsom The New York Times, indledt juridiske skridt mod AI-selskaber. I mellemtiden kæmper AI-udviklere i Storbritannien for en ændring af lovgivningen, der muliggør kommerciel udnyttelse af tekst- og dataindsamling uden risiko for at krænke ophavsretten. Mens tech-industrien efterlyser mere fleksible love, undersøger den britiske regering mulige løsninger gennem lovgivningsmæssige tiltag. Feryal Clark, den nyudnævnte AI-minister, har erklæret, at hun vil bestræbe sig på at finde en løsning inden årets udgang.

From Rupert Murdoch to Thom Yorke: the growing backlash to AI
Media mogul and leading artists join fight to stop tech firms using creative works for free as training data

Ugens andre nyheder

Klumme: ChatGPT kan blive det værste, der er sket for vores skolesystem
Hvis vi vil sikre, at AI ikke udhuler skoleelevers færdigheder, er vi nødt til at gentænke hele vores skolesystem. Mange flere eksamener uden hjælpemidler kan blive løsningen.
Nomineret til to priser: Kom i gang med ChatGPT, eleverne bruger det allerede
Elever snyder og skriver af, når de bruger ChatGPT, så de ikke lærer noget, men værktøjet rummer potentiale for læring i engelsk, skriver Lasse Vikkelsø Dvinge og Rasmus Sommer Simonsen i deres bachelorprojekt, der er nomineret til to priser hos Lærerprofession.dk
Spørgsmålene, du skal stille dig selv, før du bruger AI til opgaver
Sprogmodeller som ChatGPT kan bruges til at lave glimrende eksamensopgaver, og det er der god grund til at benytte sig af, siger professor. Men det kræver, at du anvender teknologien på en begavet måde – og at du overvejer mindst tre ting.
Nyt værktøj kan afsløre, om en tekst er skrevet af kunstig intelligens
Forskere fra Google har skabt et digitalt ‘vandmærke’, der gør det muligt at identificere AI-skabt tekst. Forskerne indrømmer dog, at det stadig er muligt at omgå det - for nu.
KLUMME: Fusion, sammenlægning, reduktion: Måske skulle vi nøjes med én studieordning – cand.prompt.?
To tendenser præger uddannelseslandskabet i disse år: Fag lægges sammen eller lukkes helt under dække af at være kvalitetsforbedringer med erhvervslivets behov for øje. Men hvordan vil uddannelseslandskabet se ud, hvis vi fremskriver tendensen med 15-20 år, spørger lektor i lingvistik Peter Bakker og giver sit bud; måske vi til den tid kan nøjes med én studieretning, for vi kan jo bare spørge ChatGPT 8.0.
AI: Vi kan ikke blive ved med at være de facto halvt gravide med den summative evaluering