Lærer kritiserer SkoleGPT for at svække kritisk tænkning og faglighed
SkoleGPT svigter sit formål, mener lærer Jonas Stenberg Lauritsen, som advarer mod en AI, der hellere vil undgå at støde end at oplyse.
Indholdsfortegnelse
I en kronik i Altinget retter folkeskolelæreren Jonas Stenberg Lauritsen en skarp kritik mod SkoleGPT. Han mener, at modellen er med til at underminere centrale værdier som åndsfrihed og kritisk tænkning, fordi den forsøger at undgå at støde snarere end at oplyse. Ved hjælp af konkrete eksempler fra undervisningen viser han, hvordan modellen ofte reagerer med overforsigtighed, faktuelle fejl og moralisering. Det kommer især til udtryk, når modellen konfronteres med politisk, kulturelt eller identitetspolitisk følsomme emner. For eksempel svarer den frit på spørgsmål om buddhisme, men undgår tilsvarende spørgsmål om islam.
Her oplever han, at SkoleGPT ikke er fagligt pålidelig, da den i visse tilfælde forvrænger fakta eller giver uklare og vildledende svar, især når den tager normative hensyn. Han fremhæver, at dette svækker elevernes mulighed for at lære om AI, kildekritik og bias, selvom det netop er en af modellens erklærede hensigter.

