Matomo

Ekspertgruppen om ChatGPT og andre digitale hjælpemidlers foreløbige anbefalinger

· 3 min read
Ekspertgruppen om ChatGPT og andre digitale hjælpemidlers foreløbige anbefalinger
💡
Ekspertgruppen har netop udgivet deres foreløbige anbefalinger, som har fokus på digitale hjælpemidler og især brugen af kunstig intelligens hen mod sommerens prøver.

Vi har valgt ikke at kommentere på indholdet, da Per fra Viden.ai er en del af ekspertgruppen. Derfor vælger vi blot at viderebringe anbefalingerne i deres fulde længde herunder.

Ekspertgruppen om ChatGPT og andre digitale hjælpemidler skal levere anbefalinger til børne- og undervisningsministeren om, hvordan prøver kan tilrettelægges i lyset af den digitale udvikling. Formålet med prøver er, at evaluere resultaterne af mange års undervisning, og ekspertgruppen er optaget af, at læring er i fokus. Ekspertgruppen lægger derfor vægt på sammenhængen mellem undervisning og prøver.

Ekspertgruppen påpeger, at muligheden for elevernes brug af ChatGPT og andre digitale hjælpemidler i forbindelse med skriftligt arbejde kan medføre en mistænkeliggørelse af eleverne. Ekspertgruppen mener, det kan være ødelæggende for relationen mellem elev og lærer, hvis der i det skriftlige arbejde i undervisningen og ved skriftlige prøver bliver fokus på snyd og efterforskning heraf, i stedet for på læring.

Det er ekspertgruppens opfattelse, at børn og unge på den ene side skal lære at benytte digitale hjælpemidler på en hensigtsmæssig måde og på den anden side træne deres egne grundlæggende færdigheder og kompetencer uafhængigt heraf. Derfor mener ekspertgruppen, at der er brug for at kunne udprøve begge dele, altså både elevernes anvendelse af digitale hjælpemidler samt deres grundlæggende færdigheder og kompetencer.

Ekspertgruppen udkommer med sine endelige anbefalinger i marts 2024 og er af den opfattelse, at der ikke kan ske grundlæggende ændringer af prøverne allerede ved sommerens prøver i 2024. Ekspertgruppen har derfor valgt at afgive to overordnede foreløbige anbefalinger, som angiver en retning for arbejdet, og som de endelige anbefalinger yderligere vil udfolde.

Anbefaling 1: Prøverne skal både beskyttes og udvikles

Ekspertgruppen mener, at kunstig intelligens nødvendiggør, at mange prøveformer skal udvikles. Her er der både behov for prøveformer, hvor eleverne skal anvende og tage stilling til kunstig intelligens, samt prøveformer, hvor eleverne skal demonstrere grundlæggende færdigheder og kompetencer uden brug af hjælpemidler. På lang sigt skal der derfor udvikles nye prøveformer, men indtil da er det vigtigt at sikre de eksisterende prøvers validitet.

Ekspertgruppen vil frem mod de endelige anbefalinger i marts 2024 arbejde med, hvordan nye prøveformer kan se ud.

Konkret anbefaler ekspertgruppen frem mod sommerens prøver 2024, at:

  • a)  skoler og institutioner genbesøger deres praksis for sikker prøveafvikling og tilsyn, herunder ved for eksempel lokal implementering af monitoreringsværktøjer til de skriftlige prøver.
  • b)  Børne- og Undervisningsministeriet undersøger, om der kan opstilles vejledende systemkrav til lokalt benyttede IT-monitoreringsværktøjer, der kan beskytte mod snyd og dermed bidrage til at sikre en national standard for prøveafvikling.
  • c)  Børne- og Undervisningsministeriet prioriterer allerede afsatte forsøgs- og udviklingsmidler til at undersøge, om det er muligt at afvikle prøver i beskyttede digitale miljøer, hvor kunstig intelligens og digitale hjælpemidler ikke kan benyttes.

Anbefaling 2: Elever og lærere skal have viden om digital teknologi

Kunstig intelligens påvirker undervisningen i hverdagen, og det er væsentligt at lærere og elever taler om udviklingen, og at der generelt sker et løft af vidensniveauet om digital teknologi som for eksempel generativ kunstig intelligens og avancerede sprogmodeller. Ekspertgruppen mener at det er vigtigt, at de faglige miljøer løbende drøfter hensigtsmæssige arbejdsformer i relation til skriftlighed, herunder ansvarlig brug af kunstig intelligens, så eleverne også er forberedte til prøverne.

Ekspertgruppen noterer sig, at regeringen har foreslået teknologiforståelse i grundskolen. Ekspertgruppen bakker op om hensigten og mener, at initiativet med fordel kan udbredes til alle Børne- og Undervisningsministeriets uddannelser, da den betragter det som essentielt, at alle lærer at forstå og forholde sig til teknologi. Ekspertgruppen mener, at viden om teknologi og digitalisering skal tænkes sammen med den fremadrettede udvikling i prøver.

Ekspertgruppen opfordrer skole- og institutionsledere til allerede nu at sætte fokus på emnet. Konkret anbefaler ekspertgruppen frem mod sommerens prøver 2024, at:

  • d) skoler og institutioner sætter fokus på lærernes viden om digital teknologi, for eksempel gennem oplæg om emnet.
  • e) skoler og institutioner inddrager viden om kunstig intelligens og digitale hjælpemidler i undervisningen og ved fælles arrangementer med eleverne. Denne dialog skal styrke relationen mellem elev og lærer og tydeliggøre disse nye arbejdsformers bidrag til fagligheden og modvirke snyd ved prøverne.

Ekspertgruppen om ChatGPT og andre digitale hjælpemidler består af følgende medlemmer:

  • Birgitte Vedersø, selvstændig konsulent
  • Mikkel Aslak, underviser ved Marienhoffskolen og konsulent ved VIA CFU
  • Mette Andreasen, underviser ved International Business College
  • Per Størup Lauridsen, underviser ved Odense Tekniske Gymnasium
  • Inger Bo Augustinus, underviser ved AOF Center Fyn
  • Hanne Leth Andersen, rektor ved Roskilde Universitet
  • Jan Damsgaard, professor ved Copenhagen Business School
  • Bent Meier Sørensen, professor ved Copenhagen Business School
  • Tine Wirenfeldt Jensen, ekstern adjunktvejleder ved Syddansk Universitet

Ekspertgruppen om ChatGPT og andre digitale hjælpemidler præsenterer foreløbige anbefalinger