Midt i afsløringen af GPT-4 fra OpenAI og Copilot fra Microsoft, har også Google nyt om kunstig intelligens til deres produkter. Nyheden er druknet lidt i mængden af historier om GPT-4, men den er absolut også interessant.
Google arbejder på at indbygge kunstig intelligens i deres Workspace som bl.a. indeholder Gmail, Google Docs, Google Slides, Google Sheets, GoogleMeet, og Google Chat.
Ifølge Googles egen blog, arbejdes der på at lave funktioner der kan:
- Skrive udkast ud fra stikord og automatiske svar på mails, samt lave opsummeringer i din Gmail.
- Hjælp til brainstorm, korrekturlæsning, skrivning og omskrivning i Docs
- Kreativitet med auto-genererede billeder, lyd og video i Slides
- Gå fra rå data til indsigt og analyse, hjælp til formelgenerering og kategorisering i Sheets
- Nye baggrunde og automatiske noter i Meet
- Workflows for at få tingene gjort i Chat
Google skriver, at de starter med Docs og Gmail, som får generative AI-funktioner der kan hjælpe folk med at komme i gang med at skrive, i en selvvalgt stil og tone.
Google har lavet nogle principper for generativ kunstig intelligens, som de agter at følge i deres produkter. Det skal bl.a. sikre, at brugeren selv er i kontrol over den kunstige intelligens. Det bliver også muligt for organisationer, f.eks. skoler, at bestemme hvordan og hvor meget den kunstige intelligens skal være med. Det kræver selvfølgelig at vores elever bruger en skolekonto og ikke en privat Google-konto, hvor vi ikke kan styre noget.
Google begynder at rulle deres kunstige intelligens ud i USA til deres betroede testere i løbet af marts måned 2023, og først efter en grundig test, vil de sende det ud til resten af verden. Der går altså noget tid før vores elever får adgang til kunstige intelligens i Google Docs.
Kilder