I vores nyhedsbrev forsøger vi hele tiden at have fokus på kunstig intelligens og undervisning, mens vi udmærket ved, at det kun er et meget reduceret overblik, vi kan give. Det hele går utroligt hurtigt for tiden 🚀
I den forgangne uge blev SkoleGPT opdateret med en ny underliggende sprogmodel. På Viden.AI er vi meget glade for det store arbejde, der gøres for at udbrede muligheden for at bruge sprogmodeller i undervisningen. Især fordi der er så stort fokus på at gøre det ansvarligt og uden dataopsamling.
OpenAI fremviste deres nyeste model GPT-4o, der udover at være hurtig, også kan føre en samtale, der er meget menneskelignende. I dette nyhedsbrev har vi dog fokus på, at OpenAI sammen med Sal Khan fra Khan Academy præsenterede GPT-4o som en matematiktutor i en demonstrationsvideo. Selvom det viser en retning for muligheder for teknologien i undervisningen, er der en del, der har været kritiske over for den hype, det har skabt.
OpenAI har også annonceret, at de integrerer Google Drev og Microsoft OneDrive i ChatGPT, hvilket giver mulighed for at skrive sammen med dokumenter.
Dagen efter at OpenAI viste deres nye muligheder, afholdt Google deres udviklerkonference. Her fremviste de blandt andet LearnLM, som er en familie af nye modeller, der kan bruges til læring. Vi har samlet et overblik over de vigtigste nye teknologier.
Anders Høeg Nissen har været en tur forbi Odense Tekniske Gymnasium for at høre mere om, hvordan AI bliver integreret i en ny studieretning på gymnasiet.
Efter konferencen, "Sådan styrer techgiganterne og kunstig intelligens din adgang til viden på nettet", er der blevet udgivet en hvidbog, der samler op på konferencens hovedpointer.
I det mere videnskabelige hjørne har to forskere testet tre AI-systemer for at se, om de kan bestå Turing-testen, og her har folk svært ved at kende forskel på indhold skrevet af ChatGPT-4 og mennesker.
Til slut har vi et link til Matthew Wemys artikel, hvor han reflekterer over kunstig intelligens i undervisningen.
God læsning
SkoleGPT er blevet opdateret med Mixtral 8x7B
SkoleGPT er blevet opdateret med en ny sprogmodel og har implementeret Mixtral-8-7b, hvilket gør, at SkoleGPT er bedre til at håndtere dansk. Den nye model, Mixtral-8-7b, forventes at yde bedre, især på dansk, og er bedre end ChatGPT 3.5. Selvom brugerfladen er uændret, er svarenes kvalitet forbedret markant.
SkoleGPT, udviklet af Future Classroom Lab og CFU ved Københavns Professionshøjskole. Skiftet af sprogmodel betyder også en teknisk opgradering, hvor hosting nu foregår på servere hos Dansk BiblioteksCentral (DBC) i Ballerup.
Fremtidige planer inkluderer finjustering af modellen med et dansk datasæt og eventuelt tilføjelse af nye modaliteter som lyd og billede, afhængigt af finansiering.
Artikel på Viden.AI: OpenAI lancerer GPT-4o
I mandags annoncerede OpenAI deres nyeste model, GPT-4o ("o" som i "omni"), og vi har skrevet en artikel der omhandler mulighederne for undervisning.
- GPT-4o er en ny model til tekst, lyd og billeder i realtid, der er tilgængelig for alle, inklusive gratisbrugere, dog med visse begrænsninger.
- GPT-4o er hurtigere end både GPT-3.5 og GPT-4. Plus-abonnenter får først adgang, og derefter vil alle brugere få adgang inden for få uger.
- Modellen inkluderer indbyggede sikkerhedsfunktioner, som er vurderet af eksperter i socialpsykologi, bias og misinformation.
- GPT-4o kan anvendes som tutor, til liveoversættelse og til navngivning af objekter på forskellige sprog via video.
Læs hele vores gennemgang herunder:
ChatGPT-4o er ikke den perfekte lærer - den er ikke engang middelmådig
Benjamin Riley har skrevet et interessant indlæg, hvor han kritiserer de pædagogiske potentialer, som OpenAI fremhæver i deres præsentationsvideo af GPT-4o.
I demoen beder GPT-4o om en ikke-eksisterende "side alfa", og modellen kommer med forvirrende instruktioner. Riley sætter spørgsmålstegn ved chatbotens evne til at håndtere reelle læringssituationer, da sådanne svar kan forvirre eleverne. Han bemærker også, at både Sal Khan og hans søn hyppigt afbryder GPT-4o, hvilket kan sætte dårlige normer for elevadfærd. Ifølge Riley forenkler OpenAI i demoen undervisning til blot at formidle grundlæggende begreber og rette fejl. Han påpeger også de filosofiske problemer ved at stole på AI i uddannelse, såsom forstærkning af stereotype kønsroller og manglende evne til at forstå elevernes tanker. Riley opfordrer til, at man er skeptisk over for hypen omkring kunstig intelligens i uddannelse.
Læs også Dan Meyers kritiske spørgsmål om GPT-4o's reelle indvirkning på læring:
ChatGPT får adgang til Google Drev og Microsoft OneDrive
OpenAI har forbedret deres dataanalysefunktion i ChatGPT, og nu bliver det muligt at uploade filer direkte fra Google Drev og Microsoft OneDrive. Samtidig kan man interagere med tabeller og diagrammer i ChatGPT, blot ved at skrive, hvad man gerne vil have den til.
Herunder er der en video, der viser de nye muligheder:
I øjeblikket er de ved at udrulle funktionen til brugere af ChatGPT Plus, Team og Enterprise. Hvis man bruger funktionen som ChatGPT Plus-bruger, er det op til brugeren selv at fravælge, om data bruges til træning.
Google fremviser LearnLM
I den forgangne uge lancerede Google LearnLM, en ny familie af modeller, der skal hjælpe med at forbedre læring ved hjælp af kunstig intelligens. Modellerne er baseret på Gemini og er designet til at gøre læringsaktiviteterne mere aktive, personlige og engagerende. Vi har samlet de vigtigste nye muligheder nedenfor.
Google Classroom
I Google Classroom arbejder de på at forenkle lektionsplanlægningen for at hjælpe lærerne med at finde nye idéer og differentiere undervisningen.
Circle to Search
På Android-enheder har de opdateret deres Circle to Search, der kan hjælpe med at løse matematik- og fysikopgaver. Senere i år vil de udvide mulighederne til at kunne løse mere komplekse opgaver, der indeholder symboler, diagrammer og grafer.
YouTube
På YouTube kommer der et nyt AI-samtale-værktøj, der gør det muligt at stille spørgsmål, få forklaringer eller tage quizzer, mens du ser akademiske videoer. I øjeblikket er funktionen kun tilgængelig på engelsk for amerikanske YouTube-premiummedlemmer, der er over 18 år.
Google Illuminate
Google Illuminate kan nedbryde forskningsartikler til korte lydsamtaler.
Læs mere om LearnLM på Googles blog:
Podcast: AI-studenter i Odense
Den tilsyneladende uafvendelige AI-bølge rammer naturligvis også skoler, gymnasier og andre uddannelsesinstitutioner, hvor man slås med truslen om snyd på steroider, men hvor man også mange steder har kastet sig over at udforske, hvordan man kan undervise i og med AI.
Det mener de i hvert fald på Odense Tekniske Gymnasium (OTG), hvor første hold af elever til efteråret begynder på en studieretning i AI, i forsøget på at gøre eleverne klar til både skole, job og hverdag i en verden af kunstig intelligens.
For nylig besøgte Anders Høeg Nissen OTG for at tale med to af underviserne, Claus Scheuer-Larsen og Per Størup Lauridsen, og vi fik også selskab af rektor Birgitte Veje Bredahl. De fortalte meget mere om baggrunden, visionerne og planerne for den kommende AI-studieretning.
Gratis hvidbog
Den 3. april 2024 arrangerede Lex, Danmarks nationalleksikon, i samarbejde med Danske Universiteter, Danske Professionshøjskoler, Danske Gymnasier, Danmarks Biblioteksforening og Danske Medier konferencen “Sådan styrer techgiganterne og kunstig intelligens din adgang til viden på nettet”. I den forbindelse har de udgivet en hvidbog der samler op på konferencens hovedpointer.
Du kan se konferencen i fuld længde her.
Ugens nyheder
Turing-test afslører: GPT-4 opfattes ofte som et menneske
Cameron R. Jones og Benjamin K. Bergen fra Department of Cognitive Science ved UC San Diego har netop udgivet et studie, hvor de testede tre AI-systemer i Turing-testen. Hver test var randomiseret, og 500 deltagere skulle ud fra en 5-minutters samtale vurdere, om de skrev sammen med et menneske eller en maskine.
- 54% af deltagerne vurderede GPT-4 som et menneske.
- 50% af deltagerne vurderede GPT-3.5 som et menneske.
- 22% af deltagerne vurderede ELIZA som et menneske.
- 67% af deltagerne vurderede mennesker som mennesker.
Deltagerne i studiet brugte småsnak og spørgsmål om personlige oplevelser samt sociale og emotionelle faktorer som indikatorer for at bedømme menneskelighed. I studiet fremhæves det, at AI-systemer som GPT-4 kan bedrage mennesker i realistiske samtaler.
Læs hele undersøgelsen her:
Kære Google og OpenAI, vi skal tale om mit arbejde
I artiklen "Dear Google and OpenAI, We Need to Talk About My Job" beskriver læreren Matthew Wemyss' refleksioner over AI's stigende rolle i undervisningen. Især adresserer han de store udfordringer, der er i forbindelse med den hurtige teknologiske udvikling, som især påvirker dem, der ikke er teknologisk kyndige. Her understreger han, at der er brug for klar vejledning og omfattende efteruddannelse i brugen af kunstig intelligens. Ifølge Wemyss skal der investeres i professionel udvikling for at sikre en velovervejet overgang til AI-integrerede undervisningsmetoder.
Artiklen understreger, at undervisning handler om mere end blot informationsformidling - det handler om relationer og vejledning.
https://matthewwemyss.wordpress.com/2024/05/16/dear-google-and-openai-we-need-to-talk/