OpenAI tilbyder nu bedre muligheder for, at du kan holde dine data for dig selv. De bliver stadig gemt i en periode, men du kan nu vælge, at de ikke må bruges, og at de skal slettes efter 30 dage.

En af de mange ting, ChatGPT er blevet kritiseret for, er deres omgang med brugernes data. Dette blev især tydeligt, da man tilbage i marts havde et større datalæk, der blandt andet betød, at man kunne tilgå andre brugeres historik på overskriftsniveau og se, hvad der var blevet talt om.

Der er også bekymringer i forhold til persondata, der har ført til, at det italienske datatilsyn er begyndt på en undersøgelse af, hvorvidt OpenAI overholder GDPR. En undersøgelse som kan føre til bøder i millionstørrelsen og ikke mindst krav om at lukke helt for adgangen til ChatGPT i støvlelandet.

Hvad bruger OpenAI data til?

Det er en udbredt misforståelse, at ChatGPT lærer af de samtaler, brugerne har med systemet. Det gør systemet ikke, for sprogmodellen, der driver chat-systemet, er færdigtrænet. Men det er så en sandhed med modifikationer, for OpenAI bruger data til at træne selve interfacet i chatrobotten, så samtalerne opleves bedre, og sikkerheden, i forhold til hvad ChatGPT vil være med til at hjælpe med, bliver bedre. Det betyder, at man ikke kan lære ChatGPT ny viden. Men de samtaler, man har, bliver altså brugt til at gøre systemet bedre på andre måder.

Når de bruger vores data til denne slags træning, betyder det også, at det ikke kun er maskinlæringsalgoritmerne, der har adgang til data. Det har dataingeniører hos OpenAI også, og det betyder, at der altså kan være andre mennesker, der ser og læser de samtaler, man fører med systemet. Når man så hører historier om, hvordan ingeniører hos Tesla med adgang til de videodata, bilerne opsamler, har delt sjove og særlige videoer med hinanden for underholdningens skyld, kan man blive bekymret for, om det samme kan ske med data delt med ChatGPT. Et andet eksempel på hvilke problemer det kan give, når der ikke er styr på data, så man hos Samsung. Her havde ansatte brugt ChatGPT til at bearbejde fortrolige forretningshemmeligheder, der dermed var blevet lækket fra virksomheden.

Nye muligheder for at holde styr på dine data

OpenAI giver nu nye muligheder for at holde bedre styr på dine data. Først og fremmest bliver det muligt at slå samtalehistorikken fra. Det betyder, at OpenAI ikke vil bruge data til træning, ligesom man ikke selv kan have adgang til historikken i interfacet. OpenAI oplyser dog, at de fortsat gemmer samtaler i 30 dage for at kunne gennemgå dem ved mistanke om misbrug.

Desuden har ChatGPT fået en eksportfunktion, som gør det lettere at eksportere egne data fra systemet og dermed også bedre at forstå, hvad systemet egentligt opsamler.

Endelig arbejdes der på en løsning til de professionelle brugere med et abonnement, som vil give bedre styr på data for virksomhedsbrugere.

I undervisningsverden skal vi fortsat være opmærksomme på, at ChatGPT kræver et login og dermed en e-mailadresse. Det er at betragte som persondata, hvilket kræver, at man som uddannelsesinstitution har en databehandleraftale, før man kan bruge systemet. Læs også artiklen om etisk forsvarlig brug af kunstig intelligens i undervisningen.

Kilder

New ways to manage your data in ChatGPT
ChatGPT users can now turn off chat history, allowing you to choose which conversations can be used to train our models.
ChatGPT banned in Italy over privacy concerns
The country’s data-protection regulator has serious privacy concerns over the technology.
OpenAI says a bug leaked sensitive ChatGPT user data | Engadget
OpenAI announced Friday that the chat history bug from earlier in the week might have also leaked user and payment data…
Special Report: Tesla workers shared sensitive images recorded by customer cars
Between 2019 and 2022, groups of Tesla employees privately shared via an internal messaging system sometimes highly invasive videos and images recorded by customers’ car cameras.
Oops: Samsung Employees Leaked Confidential Data to ChatGPT
Employees submitted source code and internal meetings to ChatGPT just weeks after the company lifted a ban on using the chatbot.